For få til at gøre arbejdet
Andelen af danskere der arbejder, er faldet, og samtidig er omvendt andelen af danskere, der skal forsørges steget. Det er en skidt udvikling, også når vi sammenligner os med nabolandene.
Det betyder et hårdt pres på den enkelte, som har et job, og det betyder, at samfundet mister momentum - igen også sammenlignet med andre lande, og selv om vi har nævnt det før, så gør vi det lige igen her i 2014; Det koster på konkurrenceevnen, og det koster på omsætningen i samfundet.
Den politiske agenda må derfor være en skærpet indsats for at få flere i arbejde, og vel at mærke i den private sektor. For det er her, at arbejdspladserne er mistet under krisen. Ergo er det så her der skal sættes ind, og man må ikke falde for fristelsen til en lappeløsning, der hedder flere offentligt ansatte.
Om det er yderligere en bankpakke der skal til, er uvist, men noget kan tyde på, at det faktisk er den finansielle sektor vi skal have fat i. Bankerne skovler penge ind på gebyrer, men sender med begrundelse i for høj risiko ikke ret mange penge tilbage i samfundet igen. Penge som kunne løfte erhvervslivet til nye projekter, til ny gejst og eksport.
Vi må til at indse det; Vi kan ikke leve af at forsørge og betjene hinanden i et lukket kredsløb. Vi er nødt til at åbne op og forholde os til vor omverden.
Rent faktisk kunne vi uden de store sværdslag hjælpe os selv ved at fjerne nogle af de ekstremt dyre fridage, der ligger spredt hen over året. Dermed ville produktionen få fornyet kraft, og flere kunne komme i arbejde med forædling. Et stort milliardpotentiale ligger der gemt her, men det kræver incitament og viljen til at tage fat på nogle tabuer. Og i en lidt usikker politisk nutid, kan det være svært. Men i hvert fald en del af løsningen ligger sådan set lige for.
Et andet problem er den store folkevandring fra land til by. Det er med til at fordyre vort samfund på en række områder, som vi faktisk ikke rigtigt har råd til. Så der er nok at tage fat på. Godt Nytår!
