Mesters bil kommer på hvide plader
Tysk kvalitet bliver belønnet af testkørere, der kårer Opel Insignia som bedste bud på mesters bil på hvide plader
Mester Tidende har sammen med en håndfuld håndværksmestre testet syv bud på en sådan bil på baggrund af input fra bilimportørerne, som selv har fået lov at stille med deres bedste kort til mesters nye bil. Den eneste betingelser har været, at bilens pris på hvide plader ikke overstiger 550.000 kroner, og at den pågældende bilmodel har fem døre.
Prismæssig spredning
Testfeltet består af Opel Insignia, Peugeot 308 W, Hyundai i40, Ford Kuga, Toyota Auris Hybrid, Citroen DS4 og Fiat 500 L.
Selvom der er tale om forskellige mærker og modeller har de syv duellanter meget tilfælles. Udover høje komfort- og sikkerhedsniveauer, repræsenterer testfeltet generelt biler med fine køreegenskaber, luksusudstyr i forskellige udførelser og fornuftigt store og let tilgængelige bagagerum.
Derimod har bilernes prisniveau ikke meget tilfælles, eftersom de varierer fra noget som ligner beløb på omkring 345.000 kroner til 515.500 kroner.
Ikke store biler
Håndværksmestrenes dom er forholdsvis entydig, selvom der er tæt kamp i toppen mellem Opel Insignia og Peugeot 308. Insigniaen trækker det længste strå blandt andet fordi bilen ifølge håndværksmestrene byder på stort set alt, hvad hjertet begærer af udstyr og fordi både design og køreegenskaber er i top.
Håndværksmestrene er dog enige om, at tiderne desværre ikke er til at investere alt for mange penge i en bil.
- Derfor er hver af de syv biler sådan set et udmærket bud på mesters bil på hvide plader. Udover pengepungen er det nemlig kun temperamentet og køreglæden man skal forholde sig til, siger håndværksmestrene, der har giver bilerne point i forhold til pris, kvalitet, køreegenskaber, pladsforhold og design.