23948sdkhjf

Tavshed fra metro-entreprenører

Metroprojektets totalentreprenør CMT er tavs om årsagen til brud med polsk underentreprenør
Det står fortsat hen i det uvisse, hvorfor totalentreprenøren på det københavnske metroprojekt, det italienske konsortium Copenhagen Metro Team (CMT), har valgt at ophæve kontrakten med sin polske underentreprenør Kormal i utide.

Det polske byggefirma har haft kontrakt på betonarbejde i stationsskakten på Enghave Plads og har siden 16. september 2013 haft op mod 50 personer beskæftiget ved arbejdet. De fleste Kormal-medarbejdere har nu forladt pladsen, selv om arbejdet ikke er tilendebragt.

Krav på over to mio.

Det er ikke lykkedes trods henvendelser på både telefon og mail onsdag at få CMT til at oplyse baggrunden for, at kontrakten med den polske entreprenør er annulleret. Til avisen onsdag oplyste CMT, at samarbejdet er ophørt “efter gensidig aftale".

Flere af Kormal-medarbejderne har henvendt sig til 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF), fordi de ikke har fået løn for januar. Fagforeningen har samtidig konstateret, at Kormal ikke har indbetalt én eneste krone til medarbejdernes forsikrings- og pensionsopsparing, som det er aftalt i overenskomsten.

BJMF har foreløbigt opgjort et krav på 2,1 mio. kroner i ubetalt, løn, pensionsbidrag og feriepenge. Fagforeningen har derfor rejst en ny faglig sag mod Kormal som supplerer to igangværende sager med påstand om overenskomstbrud.

Kormal er medlem af Dansk Byggeri og dermed omfattet af bygge- og anlægsoverenskomsten og det særlige regelsæt med 48 timers møder til hurtig afklaring af sager med udenlandsk arbejdskraft. Der er indkaldt til akutmøde i sagen.

Licitationen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kormal, der har hovedkontor i Warszawa.

Ifølge Licitationens oplysninger er det et irsk bemandingsbureau, der skal færdiggøre Kormals arbejde. Det bliver formelt CMT, der bliver entreprenør på opgaven med indlejet mandskab.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093