Anlægsnyt
VARME - GENTOFTE: Teknik- og Miljøudvalget i Gentofte Kommune har sagt god for en udbygning af fjernvarmenettet til Gentofte Sportspark og Novos fire bygninger på Niels Steensens Vej samt for en anlægsbevilling her til.
I forbindelse med udvidelse af Gentofte Sportspark skal fjernvarmeforsyningen i området også udvides. Gentofte Fjernvarme har undersøgt, om der er andre ejendomme i området, som med fordel kan tilsluttes samtidigt for at skabe bedst mulig brugerøkonomi og selskabsøkonomi. Novo har fire bygninger på Niels Steensens Vej og har i den forbindelse meldt sig interesseret i at blive tilsluttet fjernvarmenettet.
Udgifterne til udbygning af fjernvarmenettet lånefinansieres. Anlægsarbejdet er planlagt udført i efteråret 2014.
REGION SYDDANMARK
KUNSTGRÆS - GULDAGER: I Ribe og Guldager kan fodboldspillere nu se frem til at løbe på banen året rundt. To kunstgræsbaner er på vej og forventes at være klar til kamp allerede i efteråret.
Faktisk er det ikke kun fodboldspillere, der kan nyde godt af kunstgræsbanerne, for også andre idrætsformer, skoler og fritidstilbud for borgere i alle aldre kan benytte faciliteterne.
Banerne placeres i henholdsvis Ribe og Guldager, og allerede i slutningen af august kan ripenserne forvente at løbe ind på den nye kunstgræsbane, mens banen i Guldager efter planen er færdig i begyndelsen af oktober.
I forbindelse med Esbjerg Kommunes bevilling af midler til projektet er det en forudsætning, at foreningerne bidrager til finansieringen og betaler 50 procent af anlægsudgiften.
Samlet koster etableringen af de to kunstgræsbaner lige knap ni mio. kroner. Orbicon er rådgivende ingeniør på etableringen af kunstgræsbaner, der er udbudt samlet som totalentreprise. Tre entreprenører har været inviteret til at afgive pris, og Orbicon har anbefalet, at der indgås kontrakt med virksomheden John Nørgaard Ribe ApS om etablering af kunstgræsbaner.
REGION MIDTJYLLAND
LEGEPLADS - VIBORG: Teknisk Udvalg i Viborg Kommune har vedtaget et forslag til tillæg til lokalplan nr. 161 for et institutionsområde ved Digterparken i Viborg.
Forslaget skal sikre, at Børnehuset Tommeliden og Digterparkens Børnehus kan udvide deres legearealet permanent.