Byggenyt
RØDVIG: Stevns Kommunalbestyrelse skal på sit møde den 28. juni tage stilling til Frigivelse af et 200.000 kr. i forbindelse med etablering af Rødvig Grønne Multihal
Kommunalbestyrelsen har på budget 2012 afsat fem mio. kr. til den kommunale medfinansiering af Multihallen i Rødvig.
Lokale- og Anlægsfonden har vist interesse for projektet og ønsker i den forbindelse at der udarbejdes diverse tegningsmateriale for eksempel af overgangen fra daginstitution til hal og integrationen imellem hallen og de nærmeste omgivelser til hallen herunder multibanen. Der er søgt om frigivelse af 200.000 kr. til udarbejdelse af yderligere materiale samt til studietur til andre multihaller og -baner.
REGION SYDDANMARK
BILLUND: Et af punkterne på dagsordenen, når Billund Byråd holder møde i dag den 26.juni hedder bygninger til Børnenes Univers i Billund og Grindsted.
Den bygningsmæssige del af Børnenes Univers i Billund og Grindsted skal ifølge planerne realiseres over fire etaper. Første etape består af opførelse af en ny institution, Grindsted Vest, på Langelandsvej 70 til 92 børnehavebørn samt en vuggestuegruppe på 14 børn, renovering af et køkken på Trehøjevej og en ny- og tilbygning til Engdraget 8 i Billund. Den samlede anlægsudgift til første etape er vurderet til 28,9 mio. kr., og dette beløb er byrådet blevet bedt om at bevilge.
Efterfølgende faser indarbejdes i forbindelse med udarbejdelsen af budget 2013. Anden etape består af ombygning af eksisterende bygninger på Engdraget 8 og Tuen 2. Tredje etape består af etablering af Grindsted Syd og fjerde etape består af afslutningen af Grindsted Vest.
STEPPING: Fem bygningskonstruktørstuderende har som eksamensopgave udarbejdet forslag til udvidelsen af Stepping Friskole.
Så hvor de studerende normalt arbejder med fiktive projekter som eksamensopgaver, har de denne gang skulle udarbejde realistiske forslag til skolens udvidelse.
Det blev Stefan Hansens projekt, der blev udnævnt til vinderprojekt, og det skal nu danne grundlag for det videre arbejde henimod friskolens snarlige udvidelse.
Vinderprojektet foreslår, at den nuværende hovedindgang og gymnastiksal rives ned for at give plads til en tilbygning med blandt andet to klasseværelser og et auditorium.
REGION MIDTJYLLAND
AARHUS: Ejeren af Hotel Oasia på Kriegersvej i Aarhus ønsker at bygge to etager til hotellet, så der kan laves yderligere 30 værelser i hotellet samt ny restaurant og lounge.
Udvidelsesplanen er imidlertid blevet mødt med mange protester, og der er i løbet af høringfasen indkommet 30 indsigelser, som handler om bekymringer for forringelser af lys- og udsigtsforhold samt trafik- og parkeringsproblemer.
Laban Arkitekter A/S har lavet et skitseforslag til udvidelsen, som vil øge antallet af værelser fra 65 til 95, og øge byggeprocenten fra 190 til 195.