Byggenyt
MIDDELFART: Middelfart Byråd har vedtaget Lokalplan 152 og Tillæg nr. 8 til Kommuneplan 2013-2025 endeligt. Planerne omfatter et område mellem Teglværksgade og Stationsvej i Middelfart Midtby.
Det er et tidligere institutionsområde, der nu ønskes omdannet til boligformål, blandt andet rettet mod seniorer. Planerne giver mulighed for, at den eksisterende bebyggelse nedrives og erstattes af rækkehuse og etagebolig-bebyggelse i henholdsvis to og tre etager.
I planlægningen er der lagt vægt på, at den ydre fremtræden af ny bebyggelse harmonerer med den omgivende købstadsbebyggelse.
RINGE: Økonomien er nu på plads i Midtfyns Fritidscenters ambitiøse byggeprojekt, der skaber 52 nye overnatningspladser i Ringe, skriver Fyns Amts Avis.
Byggeprojektet omfatter 52 overnatningspladser i 26 nybyggede lejligheder fordelt på flere huse.
Byggeriet ventes at koste 16 mio. kroner, og heraf skyder fritidscentret selv to mio. kroner i projektet i form af den grund, hvor lejlighederne skal opføres. Derudover står private investorer parat til at skyde penge i projektet.
Det er planen, at det nye byggeri skal være realiseret inden udgangen af 2015.
REGION HOVEDSTADEN
VALLENSBÆK: Vallensbæk Kommunalbestyrelse har godkendt et forslag til lokalplan for Strandesplanaden 110, der herefter fremlægges til offentlig høring.
Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af et ønske om at indrette et fitness center i bygningen på Strandesplanaden 110.
HALSNÆS: Biografen Kosmorama har behovfor at få forbedret adgangsforholdene for handicappede. Halsnæs Kommune har afsat 738.000 kroner i Budget 2013-2017 til formålet, og de penge bliver Halsnæs Byråd nu bedt om at bevilge. Halsnæs Byråd skal tage stilling til ansøgningen den 18. september.
Der skal blandt andet skabes udvendig adgang med elevatorlift, og laves rampe til hancicapadgang fra sal til café, ligesom toiletforholdene skal forbedres.
GRIBSKOV: Gribskov Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for Lopholm, et område til blandet bolig og erhverv.
Lokalplanen har til formål at overføre området til byzone og skabe mulighed for en fortsat udbygning til erhvervs- og boligformål i Græsted på grunde af varierende størrelse.