Ny vej til Esbjerg Havn åbner før tid
Et halvt år før beregnet kan bilisterne den 21. juni tage ny vej til Esbjerg Havn i brug
Og nu er det trafikanterne i Esbjerg som kan se frem til et stykke vej, der bliver færdig før tid.
Den 21. juni åbner den godt tre kilometer lange vej til Esbjerg Havn samt en udbygning af den eksisterende Gammelby Ringvej.
Planen var ellers, at vejen først skulle åbne sidst i december i år, og Vejdirektoratet forventer oven i købet, at vejen koster mindre end budgetteret.
Den nye vej fra E20 til Esbjerg Havn er især bygget til de store særtransporter, der skal ned til havnen med vindmølledele og andet omfangsrigt gods. Med den nye vej kommer særtransporterne nu helt væk fra bytrafikken og beboelsesområderne langs den nuværende rute.
Reducerer støj
Den nye vej reducerer dermed røg, støj og forsinkelser i trafikken, som var følgerne af de mange særtransporter.
- Vi er i Vejdirektoratet glade for og stolte over, at vi kan give Esbjergenserne denne vej et halvt år før planlagt. Vi forbedrer fremkommeligheden i bytrafikken og får flyttet den generende larm og luftforurening fra de store særtransporter ned på det ubeboede havneareal, siger projektchef i Vejdirektoratet Søren Andersen.
Hurtig og billigere
Selvom borgere og trafikanter nu får glæde af den nye havnevej et halvt år før tid, så sker det ikke på baggrund af et dyrere vejprojekt. Det er dog endnu for tidligt at slå to streger under den endelige besparelse.
- Gennem rigtigt godt samarbejde med Esbjerg Kommune, Esbjerg Havn, Esbjerg Forsyning samt en stærk og god projektstyring er vi lykkedes ikke blot med at blive hurtigere færdige, men også med at bygge vejen færdig billigere end forventet. Det er et stærkt resultat, siger Søren Andersen.
Sø-motorvej til Belgien
Det er ikke kun borgerne i Esbjerg, der får glæde af den hurtigere og billigere vej.
Vejen til Esbjerg Havn er nemlig en del af et fælles projekt mellem Zeebrügge Havn, det belgiske transportministerium, Esbjerg Havn og Vejdirektoratet.
Projektets målsætning om at flytte godstransport fra lastbiler over til skibe kan nu realiseres hurtigere.
Det bliver transportminister Henrik Dam Kristensen (S), der klipper snoren til den nye havnevej. Det sker ved et åbningsarrangement torsdag den 21. juni 2012, hvor Vejdirektoratet inviterer alle interesserede.