Feriehygge 20 km fra København
Arbejdet med detaillokalplan for Dayz Resorts Kildedal skrider planmæssigt frem. Lokalplan ventes i høring til efteråret
Realiseringen af det nye resort er nu kommet så langt i processen, at det endelige resultat begynder at tegne sig for miljøet i Dayz Kildedal, som fra starten er planlagt til CO2-neutral drift ud fra et fælles mål om at belaste miljøet mindst muligt.
Hovedrådgiveren Grue+Kirkgaard A/S i Holstebro har udpeget arkitektfirmaet Laban Arkitekter A/S i Silkeborg, tidligere kendt som Arkitekthuset, som har skabt fire spændende landsbymiljøer med i alt 580 ferieboliger. Husene udgør første etape af Dayz Kildedal sammen med centerfaciliteter på cirka 35.000 kvm.
Gennemgående tema
De meget varierede byrum i de fire landsbyer kommer til at være et gennemgående tema i hele resortet i tråd med kommunens overordnede linjer for området.
- Vi har designet landsbyerne i fire cirkelslag. De skaber store, indre landskaber, der kan formes på en måde, som ikke er set før i Danmark, forklarer arkitekt og partner Henrik Kamp Ditlev fra Laban Arkitekter. Han uddyber:
- Dermed kan vi f.eks. udforme bakkelandskaber med huler til børnene i én landsby og en stor vandflade med plads til robåde og gadekær i en anden. Hver landsby har et gadeforløb, der følger cirkelslaget med et forsvindende perspektiv, og samtidig giver det skrånende terræn stor variation. Det giver en meget udansk oplevelse i byrummene.
Begrænset trafik
Laban Arkitekter har desuden lagt vægt på, at ingen boliger får bagfacader, men i stedet har uderum på begge sider. Til den ene side mod landskabet og til den anden side mod gaderummet.
Den overordnede idé om mindst mulig biltrafik i Dayz Kildedal er også videreudviklet. De fleste biler vil køre direkte i P-kældre under hver landsby, så gaderummene bliver indbydende og sikre til leg og ophold, og alle landsbyer er forbundet med sikre stier og tunneller.
Alle boliger er designet, så de skyder sig ind og ud i facaderne samt op og ned i højden. Det skal give et ekstra levende bymiljø og sikre, at alle får lidt privatliv på altaner, tagterrasser og i haverne, selvom det er et bytæt miljø.
Hurtig sagsbehandling
Arkitekternes udmøntning af de overordnede visioner for Dayz Kildedal sker i tæt samarbejde med Egedal Kommune, som lige nu arbejder på detaillokalplanen ud fra den overordnede rammelokalplan, der allerede er vedtaget.
- Det er et spændende og meget stort projekt, og vi har fra starten sat de nødvendige kræfter ind for at sikre en hurtig og smidig sagsbehandling, siger Willy Eliasen, borgmester i Egedal Kommune.
Forslaget til lokalplan forventes at være klar til efteråret 2012, hvorefter det sendes i offentlig høring i otte uger.
Den overordnede tidsplan opererer med første spadestik for Dayz Kildedal efter sommeren 2013.