SPÅDOM: Europa undgår ikke en mild recession, men globalt er risikoen for recession aftaget. Det er den overordnede konklusion i Spar Nords investeringskomité, der netop har offentliggjort en analyse af den globale økonomi på baggrund af de seneste tre måneders udvikling. Det er ikke mindst en mere aktivistisk adfærd fra Den Europæiske Centralbanks (ECB) side, der får Spar Nords chefstrateg Christian Mose Nielsen til at se mere positivt på den globale økonomi.