23948sdkhjf

Klar til comeback i Kolding

Bygningen, der skulle være hovedkvarter for New Holland entreprenørmaskiner, bliver nyt center for demonstration af Case-maskiner
Maskinfirmaet S. D. Kjærsgaard med både New Holland og Case på importlisten er klar til at gøre comeback i Kolding. Firmaets hovedkvarter er i Frejlev ved Aalborg, og import og forhandling af Case-entreprenørmaskiner er fortsat i Hornslet på Djursland.

Men i Bramdrupdam Erhvervspark ved Kolding ligger en stor bygning og et 11.000 kvm stort areal, som nu skal udnyttes fornuftigt.

Legeplads i Kolding

- Vi laver en "playground" i Kolding, hvor både vore nuværende og potentielle Case-kunder får mulighed for at komme og stikke skovlen i jorden. Det er fint nok at se på gravemaskiner. Men det er noget ganske andet også at kunne sætte sig i kabinen og prøve grejet af, siger S. D. Kjærsgaards adm. direktør og indehaver, Palle Kjærsgaard.

S. D. Kjærsgaard byggede på den store grund ved Kolding i 2008 i et samarbejde med en anden maskinforretning, Bay Christensen A/S i Rønnede på Sjælland.

Sammen lavede de to firmaer selskabet Bay & Kjærsgaard A/S til at varetage import og forhandling af New Holland entreprenørmaskiner.

En krise kom i vejen

Projektet i Kolding blev færdigt lige op til finanskrisen, som var ubarmhjertig også mod maskinbranchen.

Derfor blev det aldrig til den voldsomme aktivitet i Kolding.

- I dag er en del af bygningen lejet ud til Iveco, mens vi altså selv rykker ind med Case Construction som en filial af afdelingen i Hornslet. Vi laver et lokalt servicecenter, og på det store, udendørs areal etablerer vi et graveområde, hvor interesserede kan teste maskinerne, siger Palle Kjærsgaard.

- Vi åbner ballet de to sidste torsdage i juni, hvor der bliver mulighed for at prøve maskiner af hele eftermiddagen. Vi starter med fem forskellige gravemaskiner på henholdsvis 9, 13, 15, 21 og 25 tons, fortæller Kristen Andersen, der er S. D. Kjærsgaards salgschef for Case Construction.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203