Røde Kors bruger også minilæssere
For lidt mindre end et år siden solgte Gert Jensen en Avant 630 minilæsser til Røde Kors i Danmark, som skulle assistere ved nødhjælpsarbejdet i Filippinerne efter den voldsomme tyfon Haiyan i november 2013, der ødelagde store dele af landet og dræbte omkring 6.000 mennesker
- Idet vi havde behov for en minilæsser til vores katastrofeberedskab, sendte vi opgaven i udbud hos forskellige maskinforhandlere. Derefter havde vi de forskellige kandidater gennem vores testfaciliteter for at sikre, at maskinen kunne håndtere de mangeartede opgaver, som arbejdet i de katastroferamte områder byder på. Her kiggede vi på pris versus størrelse versus løftekapacitet i forhold til maskinens størrelse samtidig med, at vi havde en række krav til maskinen, hvor bl.a. sikkerhedsbøjlen skulle være nem at afmontere, da vi skal rykke ud til det ramte område senest 48 timer efter katastrofen og maskinen skal hurtigt ind og ud af flyet samtidig med, at den skal fylde mindst muligt. Her var Avanten simpelthen bedst i test og levede op til kravene, så det lå lige for at vælge en Avant 630 endnu engang.
De rette redskaber
Med til maskinen har Røde Kors denne gang fået et par forlængede pallegafler, ekstra arbejdslys påsat og en skovl sammen med et reservedelskit, således at nødhjælpsarbejderne kan lave eventuelle småting på maskinen såsom udskiftning af slanger og lignende på stedet.
-Det var desuden et af kravene at mulighederne for punkterede dæk og skader på maskinens mekaniske dele blev minimeret mest muligt, hvorfor minilæsseren blandt andet leveres med opskummede dæk og reservedelskittet, fortæller Gert Jensen, Avant Danmark Hørve.
Sikkerhed og kapacitet
Og det er essentielt, at Avanten er i drift mere eller mindre konstant, da det er vigtigt arbejde, som minilæsseren er med til at udføre, når først den har forladt flyet og fundet vej til de berørte områder. Katastrofeberedskabets arbejde består blandt andet i at opbygge sikre lejre, hvor nødhjælpsarbejderne kan bo, mens de udfører deres arbejde:
- Det er vigtigt, at de frivillige har en sikker base, hvor de kan opholde sig og alt fungerer, så de kan holde 100 procent fokus på det nødhjælpsarbejde, der er behov for at udføre. I opbygningen af disse lejre er der meget tungt udstyr, som skal fragtes rundt såsom telte, køkkenudstyr, vandrensning og generatorer - og her er Avanten helt eminent, fortæller Jesper Ranch Nielsen.
Nu er maskinen doneret til det filippinske Røde Kors, som en del af organisationens kapacitetsopbygning, således de i fremtiden er bedre rustet til at klare opbygning og oprydning efter de voldsomme storme samt hurtigere kan rykke ud lokalt med nødhjælp og materiale. Og det klarer Avant 630 nemt, da det er en minilæsser udstyret med bl.a. en 28 hk kubota dieselmotor, en tophastighed på 15 km/t og løftekapacitet på 1.400 kg.
To maskinhandler
Avant Danmark, som udspringer af Sorring og Hørve Maskinhandel A/S, er placeret både på Sjælland og i Midtjylland. Siden 1992 har Avant Danmark været forhandler af de finsk producerede Avant minilæssere, som findes i syv forskellige modelserier. Hertil hører over 100 forskellige redskaber, hvoraf 32 er udviklet og produceret i Danmark.