23948sdkhjf

Da elektriciteten kom til Sjælland

De tidligere så almindelige transformatortårne er næsten forsvundet fra det danske landskab. Man kan dog stadig være heldig at finde nogle stykker, når man kommer tilstrækkelig langt ud på landet
I 1920 fik halvøen Jungshoved på Sydsjælland elektricitet, og i den forbindelse byggedes en del fine murede huse, der blev brugt som transformatorstationer.

Tårnenes funktion var at transformere spændingen ned inden strømmen blev distribueret ud til de mindre lokaliteter og slutbrugerne via luftledninger fra transformatortårnene. Tårnene står derfor som en dokumentation af dengang Sjælland blev "elektrisk".

Ledninger i jorden

For nylig lagde det lokale el-selskab Seas NVE luftledningerne i jorden, og transformatortårnene stod til nedrivning. Men en gruppe ildsjæle fra Lokalrådet på Jungshoved besluttede, at de tre gamle tårne nu skal restaureres.

Det er tanken, at tårnene i fremtiden skal fungere som små turistinformationshuse. Jungshoved indgår nemlig som en del af Berlinruten, som er en cykelrute fra Berlin op gennem Skandinavien.

Husene er blevet overdraget til Lokalrådet på betingelse af, at de vil sætte dem i stand og sørge for drift og vedligeholdelse.

Lokalrådet ønsker at benytte transformatorstationerne til info for turister med oplysning om flora og fauna, historiske seværdigheder, overnatningsmuligheder, turbeskrivelser m.v.

- De gamle transformatortårne repræsenterer et stykke danmarkshistorie, som det er værd at bevare, og projektet passer fint ind i Realdanias fokus på landdistrikterne og forsøget på at skabe nyt liv i bygningsarven. Det er lokale, der her gør en indsats for både at bevare en markant tidstypisk bygningsarv og udnytte den til formidling overfor især cykelturister og derved bidrage til øget aktivitet i området, siger adm. direktør Jesper Nygård fra Realdania, der sammen med Nordea Fonden og Vordingborg Kommune støtter projektet.

Oprindelig skikkelse

Projektet omfatter en istandsættelse af tårnene udvendig, så de fremstår i deres oprindelige “skikkelse", samt en indvendig istandsættelse, så de kan bruges som små informationshuse, gerne sammen med udsmykning af lokale kunstnere.

Projektet vil understøtte tilgængelighed til og viden om Jungshoveds flotte natur, kulturelle oplevelser og kendskab til lokalhistorien.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.174