En ny Storstrømsbro om mange år og en mindre indsats for sikring af nogle farlige vejkryds, er de eneste initiativer til ny infrastruktur på vejområdet i det finanslovsforslag, som regeringen nu har flertal for sammen med Enhedslisten.
Fremtiden for en stribe vigtige og meget rentable vejanlæg samt vejvedligeholdelsen er der hverken penge til eller bud på i Finansloven.
- Regeringen har trykket på pause-knappen for nye investeringer på vejområdet i hele 2012, og nu ser det ud til, at det har man også tænkt sig at gøre i 2013. Det er udtryk for manglende initiativ og visioner, når der hverken er konkrete anlægsinvesteringer eller målsætninger for fremtidens veje i Finansloven, siger sekretariatschef i Dansk Vejforening, Søren Bülow.
I februar måneds trafikaftale blev 12 køreklare anlægsprojekter sat på pause og der vil også være for få penge til vedligeholdelsen af statens veje i 2013, hvis regeringen ikke foretager sig noget.
Regeringen kunne med en ny trafikaftale her til vinter rette op på sagen.
- Jernbanerne har et oplagt investeringsbehov, men kan ikke imødekomme de 90 procent af transportbehovet som vejene opfylder. Regeringen sætter derfor kikkerten for det blinde øje, når den kun vil investere i jernbaner. Samtidig er regeringspartierne selv en del af den politiske aftale om at afsætte en tredjedel af investeringerne i infrastrukturen til veje. Hvor bliver de investeringer af, spørger han.