23948sdkhjf

DB-sektioner flirter med utroskab

Flere sektioner under Dansk Byggeri interesserer sig seriøst for, hvad der foregår i andre organisationer. Både Brolæggerlauget og Stilladssektionen har haft møder
Der er regulær “speed-dating" i gang i organisationsmarkedet for tiden. Det gælder også dele af underskoven i Dansk Byggeri, som gennem nogen tid har interesseret sig for, hvad andre organisationer kan tilbyde af ydelser. Samtidig står organisationerne klar med åbne arme, for jo flere medlemmer, jo bedre.

Flere sektioner og brancher flirter seriøst med andre organisationer. Mens Danske Anlægsgartnere, der ikke er medlem af Dansk Byggeri, åbent er på vej over i Dansk Håndværk, har også dele af Dansk Byggeri, herunder Brolæggerlauget, haft møder med Dansk Håndværk.

Det samme gælder Stilladssektionen.

I Brolæggerlauget forklarer Oldermand Claus Johnsen situationen som følger:

- Det er rigtigt, at vi har haft møder med Dansk Håndværk. Vi har fået nogle prisforhøjelser fra Dansk Byggeri, som koster lauget yderligere 25.000 kr. om året. Blandt andet på den baggrund har vi haft møder med Dansk Håndværk. Vi har da også diskuteret det i bestyrelsen, men som stillingen er lige nu, så ser vi også et Dansk Byggeri, som kæmper en brav kamp for at holde sammen på medlemmerne, store som små, så på den baggrund har vi valgt at vente lidt og se tiden an. Men et skifte kan da ikke helt udelukkes på et eller andet tidspunkt, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Fornuftig dialog

Oldermanden understreger over for Licitationen, at man har haft en god dialog med Dansk Byggeri om situationen, og at et problem med konsulenthjælp blandt andet er blevet løst på en fornuftig måde.

- Men det er da klart, at vi ser os om i markedet for at vide, hvad der foregår, og hvad der ellers tilbydes, Men sådan, som jeg ser det lige nu, er der ikke meget forskel i prisen på medlemsskaberne for nuværende, erklærer han.

I Stilladssektionen er der også røre i andedammen. Men der er heller ikke her for nuværende taget beslutning om at skifte.

Formanden for Stilladssektionen, Bo Jensen fra Herlev Stilladser, erkender, at der er ting som gør, at man godt kunne overveje situationen:

- Vi har det problem, at vi sidder til bords med de store virksomheder i entreprenørsektoren, som i realiteten er vore kunder. Som udgangspunkt er det jo fint og åbner for en fornuftig dialog. Men vi har ofte nogle modsatrettede interesser. Blandt andet ville vi som stilladsvirksomheder gerne have noget mere kædeansvar ind, fordi det ville hæve sikkerheden og kvaliteten i arbejdet. De store virksomheder har bedre muligheder for at beskæftige den udenlandske arbejdskraft, og har som følge deraf ikke interesse i at hæve mindstelønnen. Noget som vi ikke ville have noget imod, da ingen af os alligevel betaler mindsteløn til vore folk, siger han til Licitationen.

Han erklærer også, at der er gang i en masse fornuftige initiativer, som understøttes af Dansk byggeri. Blandt andet arbejder man med en standard sammen med Dansk Standard, som vil bevirke at medlemsvirksomhederne kan certificeres, hvis de overholder visse regler. Desuden arbejder man også med et udbudsmaterialesystem, som vil forbedre kvaliteten i udbudsmaterialet.

Flirt er i orden

I Dansk Byggeri er man godt klar over, at der flirtes i krogene. Her forklarer man det med, at tiderne er lidt hårde, og at der derfor er mere fokus på, hvad man får for pengene:

- Det er jo et frit land, vi lever i, og alle skal jo helst være organiseret der, hvor de føler sig bedst betjent, så det er helt naturligt, siger direktør Michael H. Nielsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad, og han tilføjer, at der jo også er brancher som henvender sig til Dansk Byggeri som det senest har været tilfældet med Dansk Sprængteknisk forening, og Foreningen Klimaskærm, som ganske vist ikke er medlemmer, men blevet tilknyttet:

- Når man som vi har så mange brancher og store og små virksomheder samlet under samme organisation, så er det klart, at det kan give anledning til overvejelser og diskussion. Man kan vælge at se det som en styrke eller en svaghed, men for os handler det også om at se det som en mulighed for at forholde os fornuftigt til de faktorer som påvirker os udefra, nemlig blandt andet konkurrencen fra udenlandske firmaer. Vi mener ikke, at vi bare kan hæve mindstelønnen og så håbe på, at de udenlandske konkurrenter forsvinder af sig selv. Vi kan ikke bare hegne Danmark ind på denne måde. Vi er nødt til at forholde os til konkurrencen, erklærer Michael H. Nielsen.

- Vi er udsat for en slags globalisering i vort eget hjemmemarked, og her skal vi være skarpe, og det er det, vi som organisation prøver på at være, siger han, og tilføjer, at et af elementerne er at prøve at blive mere produktive.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1