De nøjsomme danskere

Regeringen SIGER, at den vil skabe arbejdspladser. Og det er da også ganske vist, at kickstarten skaber tusinder af arbejdspladser. Spørgsmålet er imidlertid, om det er DANSKE arbejdspladser, eller om det først og fremmest er de polske og litauiske regeringer, der gnider sig i hænderne over, at deres borgere kan få for dem vel betalte job i udlandet og sugerøret i den danske statskasses sociale ydelser, som eksempelvis børnecheck. Det skaber omsætning og arbejdspladser – i de østeuropæiske forretninger.

De danske politikeres svar er nye afgifter på sukker og fedt, der får grænsehandlen til nærmest at eksplodere og dagligvarebutikker i den sydlige del af Danmark til snart at være lige så sjældent et syn som en dansk byggearbejder på en byggeplads.

Politikernes svar er også øget beskatning af udstationerede, hvilket alt andet lige øger virksomhedernes omkostninger ved at bevæge sig ud på markeder uden for Danmarks grænser.

Politikernes svar er også at fjerne den boligjobordning, der begrænser det sorte arbejde og skaber danske job for ikke mindst de mindre virksomheder i byggesektoren. Politikernes svar er at fjerne praktikpladspræmieringen og dermed skabe færre praktikpladser i de private virksomheder, der til gengæld skal belastes yderligere med bidrag til AER.

Når det går så galt med den politik, der skal skabe danske arbejdspladser, skyldes det først og fremmest den stigende afstand mellem virksomhedernes praktiske hverdag og den politiske hverdag. Alt for få politikere kender fra egne erfaringer til livet på en arbejdsplads i det private erhvervsliv, og det værste af det hele er, at politikerne omgiver sig med rådgivere og embedsmænd fra en lige så virkelighedsfjern verden.

Hvordan i alverden skal det blive bedre, når de embedsmænd og politikere, der træffer beslutningerne, hverken har livs- eller erhvervserfaring. Man siger ofte, at danskerne har de politikere, de selv vælger og dermed gør sig fortjent til. De har jo selv med deres stemme på valgdagen sammensat Folketinget. Men sandheden er, at de danske politikere reelt vælges af færre og færre, nemlig de medlemmer af vælgerforeningerne, der gider møde frem på opstillingsmøderne. Dermed er der let spil for ikke mindst veltalende unge fra de politiske ungdomsorganisationer. Medlemmer fra det private erhvervsliv, både arbejdsgivere og lønmodtagere, hører til de absolutte sjældenheder, i hvert fald som folketingskandidater. Vi andre kan så konstatere, at har de danske vælgere de politikere, de selv ønsker - så er vælgerne meget nøjsomme.