Minister vil ændre råstofloven - udspil på vej
Råstofloven skal ændres, så indvindingen fremover bliver mere bæredygtig. Miljøministeren er klar med et udspil
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) er derfor klar til at ændre råstofloven.
Indvinding af råstoffer har fundet sted i Øresund i årtier, men de seneste år har indvindingen af sand ifølge Miljøministeriet været mere intensiv på grund af udvidelsen af Københavns Nordhavn. Og det har givet anledning til bekymring hos blandt andet miljøorganisationer.
Meget blæst
Derfor har miljøministeren sat gang i en række undersøgelser af de miljømæssige konsekvenser af indvindingen.
Derudover vil ministeren tage initiativ til at få ændret råstofloven, så det bliver muligt at udpege områder, hvor der fremover ikke må gives nye tilladelser til indvinding af råstoffer. Dermed kan ministeren forhindre nye tilladelser til råstofindvinding, hvis undersøgelserne viser, at indvindingen af råstoffer i Øresund gør væsentlige skader på miljøet.
- Der har været meget blæst om råstofindvindingerne i Øresund, og jeg forstår fuldt ud den bekymring, der er. Derfor har jeg sat en række omfattende undersøgelser i gang af havmiljøet i Øresund, så vi kan få fuldt overblik over konsekvenserne for naturen. Når undersøgelserne er færdige, vil jeg se på, om der er grundlag for at begrænse eller helt forbyde indvinding af råstoffer i Øresund, siger Kirsten Brosbøl.
Fint med tilsyn
Der bliver fortsat indvundet sand og grus fra tre områder i Øresund, men den intensive indvinding er nu ophørt. For at forhindre, at det gentager sig, vil ministeren indføre årlige lofter for den totale råstofindvinding i de områder i Øresund, hvor flere forskellige råstoffirmaer indvinder sand og grus. Miljøministeren har desuden bedt Naturstyrelsen skærpe tilsynet med virksomhederne, der indvinder råstoffer.
Chefkonsulent i Danske Råstoffer Lasse Møller Vollesen tager vel imod ministerens initiativ.
- Vi er helt enige i, at råstofindvinding skal ske på en bæredygtig måde. I Øresund har der været indvundet større mængder end tidligere, men det problem falder tilbage på Naturstyrelsen, der gav tilladelsen til det. At Naturstyrelsen fremover skal skærpe tilsynet med virksomhederne, har vi det fint med, for det er ikke virksomhederne, der har optrådt forkert, siger han.