Verdens mest prestigefyldte arkitektpris, Pritzkerprisen, gik i år til den 48-årige kinesiske arkitekt, Wang Shu.
Prisoverrækkelsen fandt sted i Beijing fredag og gik til "en af de fem vigtigste nulevende kinesiske arkitketer", som adm. direktør i Dansk Arkitektur Center, Kent Martinussen siger på DACs hjemmeside.
Wang Shus tegnestue ligger i Hangzhou, og han og hans medarbejdere arbejder blandt andet for bevarelsen af traditionel kinesisk arkitektur, hvilket er sværere end det lyder i et moderne Kina, der for eksempel tegner sig for 53 procent af de skyskrabere, der er ved at blive bygget rundt om i verden, og som rask væk smider det gamle væk for at give plads til mere vestligt inspireret byggeri.
Ifølge Wang Shu truer den globale ensretning og anonymitet i kulisserne, og for en mand, der er stærkt rundet af de kinesiske håndværkstraditioner, kan det være hårdt at være tilskuer til.
Tæt samarbejde
Wang Shu er uddannet ved Nanjing Institute of Technology, Department of Architecture i 1985 og har i de første mange år af sit professionelle virke fokuseret på det tætte samarbejde med håndværkere under sit første byggeprojekt, skriver dac.dk.
I 1997 grundlagde Wang Shu og hans kone, Lu Wenyu arkitektvirksomheden Amateur Architecture Studio, der bygger videre på fokus på det håndværksnære og byggeriets forankring i den omgivende natur.
- Wang Shu forener gennem sine meget håndsværksmæssige arkitekturværker og installationer dyb kinesisk byggetradition med moderne arkitektonisk formudtryk. En slags kinesisk Peter Zumthor. Jeg har haft fornøjelsen af at møde Wang Shu flere gange og han er en meget determineret kunstner, der ikke efterlader tvivl om, at han også har gang i et større nationalt kinesisk projekt, der handler om at genrejse respekten om den kinesiske bygningskunst. Og det vil tildelingen af Pritzker Architecture Prize uden tvivl bidrage til, siger Kent Martinussen til dac.dk.
Nutid og fortid
Jurymedlem Lord Peter Palumbo siger i forbindelse med valget:
- Spørgsmålet om at balancere nutid til fortid er særlig aktuel, idet den seneste udvikling i urbaniseringen af Kina rejser debatten om, hvorvidt arkitekturen skal være forankret i tradition eller kun bør se fremad. Som med enhver stor arkitekt, er Wang Shus arbejde i stand til at transcendere den debat, gennem sine bygningsværker, der er tidløse, dybt forankret i sin kontekst og alligevel universelle.
Juryen består desuden af Alejandro Aravena, Stephen Breyer, Yung Ho Chang, Zaha Hadid, Glenn Murcutt, Juhani Pallasmaa, Karen Stein og Martha Thorne.
Pris
Pritzker Architecture Prize blev grundlagt i 1979 af Jay A. og Cindy Pritzker og tildeles hvert år en nulevende arkitekt, hvis arbejde demonstrerer en kombination af talent, vision og engagement, og som har produceret sammenhængende og væsentlig bidrag til menneskeheden og det byggede miljø gennem sit arkitektoniske virke.
Prismodtageren tildeles 100.000 dollars og en bronzemedaljon.