Med konkurrencen om det østlige Aalborg sætter Realdania og Aalborg Kommune ambitionsniveauet højt.
Der er tale om en international konkurrence i stor skala, som sætter fokus på bæredygtig byudvikling i et forstadsområde, hvor der i de kommende 10 år investeres op til 10 mia. kr.
Det er konkurrencens mål at skabe synergi og sammenhængskraft mellem de mange investeringer, der blandt andet omfatter et nyt universitetssygehus, udvidelse af Aalborg Universitet, renovering af almene boligområder og en ny højklasset, kollektiv trafikforbindelse.