23948sdkhjf

Behersket optimisme

Det er ikke sådan, at byggeriet jubler over den omsætningsfremgang, der nu kan konstateres på omsætningen i første halvår. Bestemt ikke.

For året var faktisk i forventningerne bestemt til at være det år, hvor tingene for alvor skulle vende. Og derfor er det en smule skuffende, at det trods alt ikke går stærkere, end det er tilfældet.

Vi må atter engang konstatere, at det er de offentlige byggeprojekter, der trækker beskæftigelsen og omsætningen lidt i den rigtige retning. Godt hjulpet af to voldsomme storme og oversvømmelser.

Vi kan dermed også konstatere, at det ikke er regeringens hjælp til en betrængt branche, der nu slår igennem. Det er tidernes gunst, og det er selvfølgelig positivt, men det viser også, at det vil være et meget forkert tidspunkt at fjerne de incitamenter, der vil kunne hjælpe lidt, for behovet vil være der i store dele af branchen en rum tid fremover.

Det lyder derfor også meget hult, når man taler om flaskehalse og andre problemer i kølvandet på en overophedet branche, som vi så det før kriseårene. For det er ikke overophedning vi er ude i. Så langt fra endda.

Det positive i den mindre fremgang er, at virksomhederne på grund af krisen og konsolideringen har fået gjort virksomhederne skarpe på omkostningssiden.

Det betyder, at der ikke skal så meget til, før virksomhederne igen begynder at tjene penge. Men det giver også en forsinket effekt, for virksomhederne er samtidig forsigtige med at øge omkostninger og investeringer, indtil man er helt sikre på, at det er den rigtige vej det går. Det gælder blandt andet også en forsinket effekt på beskæftigelsen, for ordrebøgerne er blevet bedre, men ikke på lang sigt.

Når alt er gjort op, så er der også store regionale forskelle. Mens de store byer har gang i byggekranerne, går det noget langsommere, når vi kommer ud i provinsen. Beskæftigelsen er her ikke på samme niveau som i byudviklingsområderne.

Så derfor er der grund til en forsigtig optimisme, men i et afmålt forhold, så man ikke kommer til at tro, at nu kører det bare for fuldt drøn igen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094