Sidste metroboremaskine er nu i gang
Indtil videre har tunnelboremaskinerne boret 4,5 km af de i alt 31 km Cityringen
Med startskuddet tirsdag for Eva - sådan hedder den sidste af de fire gigantiske boremaskiner - fra byggepladsen ved Vasbygade er alle fire maskiner i gang i den københavnske undergrund. De tre andre boremaskiner har indtil videre tilbagelagt knap 4,5 km af den i alt 31 km lange metrotunnel under hovedstaden.
- Med fire tunnelboremaskiner i gang bliver der nu sat ekstra turbo på udgravningen af den nye metrolinje, hvilket naturligvis er meget glædeligt. De tre første boremaskiner har allerede tilbagelagt mere end fire km af den kommende Cityring og er brudt igennem til tre af de kommende metrostationer, siger Erik Skotting, teknisk direktør i Metroselskabet.
Han noterer, at man inden længe vil opleve, at tunnelboremaskinen Nora bryder igennem til Frederiksberg Station, som bliver maskinens fjerde tunnelgennembrud.
Arbejder i døgndrift
De over 100 meter lange og 800 ton tunge tunnelboremaskiner fungerer som gigantiske underjordiske fabrikker, der arbejder i par. Maskinerne borer to tunneler ved siden af hinanden og arbejder i døgndrift.
De to første tunnelboremaskiner, Nora og Tria, blev sat i gang fra byggepladsen i Nørrebroparken, mens de to sidste, Minerva og Eva, er sendt afsted fra byggepladsen ved Vasbygade nær Hovedbanegården, hvor Cityringens kontrol- og vedligeholdelsescenter ligger.
Den første tunnelboremaskine, Nora, har indtil videre anlagt cirka 2,4 km ny tunnel og befinder sig i øjeblikket tæt på den kommende metrostation Frederiksberg.
Kollegaen Tria anlægger samme rute og har på nuværende tidspunkt tilbagelagt knap 1,6 km metrotunnel. Maskinen befinder sig på strækningen mellem de kommende metrostationer Nuuks Plads og Aksel Møllers Have.
Tunnelboremaskine nummer tre, Minerva, blev sat i gang for en måneds tid siden fra Vasbygade og er godt halvvejs på strækningen fra Vasbygade frem til skakten på Sønder Boulevard. Eva borer parallelt med Minerva og har således også kurs mod Sønder Boulevard.
Følger tidsplanen
Tunnelboremaskinerne følger kontrakttidsplanen, men er bagud i forhold til den særlige bonustidsplan, der er aftalt med entreprenøren CMT.
Derimod er man bagud i forhold til tidsplanen på en række af stationsbyggerierne. Metroselskabet kan i øjeblikket ikke sige noget om den overordnede tidsplan. Bygherren er i øjeblikket i gang med at genforhandle tidsplanen med CMT, efter at Folketinget i sommer ændrede mulighederne for aften- og døgnarbejde.