Byggenyt
VIBORG: Hedeselskabets butik for skovudstyr flytter fra Vævervej til Gl. Skivevej i Viborg. Samtidig satser Hedeselskabet på at indrette et driftscenter op ad den store butik, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
I forbindelse med Hedeselskabets overtagelse af bygningen har Viborg Kommune sagt god for, at der laves en helt ny facade ud mod Gl. Skivevej.
FAVRSKOV: Favrskov Byråd holder møde i morgen, onsdag den 2. maj. Blandt punkterne på dagsordenen er der et der hedder tilbygning til Børnehuset Mælkevejen i Søften.
Det er planen, at der skal opføres en tilbygning til Mælkevejen på 350 kvm, og at pavillonen på Kvottrupvej 7 nedlægges.
Efter tilbygningen vil institutionen kunne rumme 90 børnehavebørn og 12 vuggestuebørn.
Der er nedsat et byggeudvalg, som har til opgave at forestå tilrettelæggelsen og styringen af anlægsprojektet. Byggeudvalget skal forholde sig til forslag til tids- og handleplan for byggeriet, forslag til placering, forslag til indretning og udformning af institutionen, godkendelse af projektforslag, godkendelse af licitation på anlægsopgaven og følge byggeriets gennemførelse.
Der søges om godkendelse af en anlægsbevilling på 500.000 kr. til projektering af en tilbygning til Børnehuset Mælkevejen i Søften.
REGION SYDDANMARK
fredericia: Teknisk udvalg i Fredericia Kommune har vedtaget et forslag til lokalplan for Lillebælts Alle. Lokalplanen vil gøre det muligt at bygge tidssvarende og bygge i højden på stedet. Et enkelt projekt har ventet på en afklaring omkring lokalplanen, og det er en omdiskuteret nedrivning af den gamle villa Nørager på Lillebælts Allé 18 og opførelsen af en ny moderne villa på matriklen. Det fortæller Fredericia Dagblad.
Byrådet har sagen på dagsordenen den 7. maj.
kOLDING: Teknik- og boligudvalget i Kolding holder møde i morgen den 2. maj, og her skal udvalget blandt andet se på det projekt for ombygning og omdannelse af Chokoladefabrikken" på Brostræde 3-5 i Kolding, som Slotsøgruppen har fremsendt. Ombygningen og omdannelsen skal give plads til op mod 160 almene ungdomsboliger og sikre, at foreningerne vedrørende bordtennis, billard og kegler kan forblive i bygningen.
Projektet kræver i givet fald udarbejdelse af ny lokalplan på grund af bebyggelsens højde samt bebyggelsesprocent. I budget 2012 er der afsat 10 mio. kr. til renovering af Brostræde 3-5.
HADERSLEV: Haderslev Byråd har givet en anlægsbevilling på to mio. kr. til ombygning og renovering af Plejecenter Hiort Lorenzen.
Plejeboligerne ved Plejecenter Hiort Lorenzen blev bygget i 1998 og drives af Haderslev Boligselskab v. Domea. I tilknytning til plejeboligerne er der seks fællesrum/fælleskøkkener, som i forhold til den ønskede anvendelse er meget små. Disse foreslås udbygget ved at inddrage et depotrum og nedrive nogle vægge. Det anslås, at udgiften pr. køkken vil være godt 300.000 kr.
TISTRUP: Mejeriet i Tistrup mangler plads og vil gerne udvide. Derfor er Varde Kmmune ved at ændre en lokalplan, så det kan lade sig gøre, skriver Jydske Vestkysten.
Tistrup Mejeri er en del af Arla, og her er der ikke bevilget penge til en udbyning endnu. Tistrup vil have de kommunale tilladelser på plads, inden man beder moderkoncernen tage stilling.
Mejeriet håber på at kunne bygge ud næste år.