Byggenyt
FREDERIKSBERG: Frederiksberg Kommunalbestyrelse skal på sit møde i dag mandag den 8. september blandt andet tage stilling til vedtagelse af et forslag til lokalplan for en erhvervsbebyggelse til kontor- og serviceerhverv i Flintholm.
Magistraten og By- og Miljøudvalget indstiller, at Lokalplan 178 vedtages endeligt. Baggrunden for at udarbejde lokalplanforslaget er en konkret ansøgning om opførelse af en ny erhvervsbebyggelse til kontor- og serviceerhverv.
REGION SYDDANMARK
MIDDELFART: Skoleudvalget i Middelfart Kommune skal på sit møde i morgen tirsdag blandt andet se på en plan for renovering af skolerne i Middelfart Kommune. Forvaltningen foreslår, at skoleudvalget godkender renoveringsplanen og indstiller den til endelig godkendelse i Byrådet.
Den foreslåede udmøntning af prioriteringerne for renovering af kommunens skoler løber op i 197.432 mio. kroner i 2014 priser.
KOLDING: Plan- og Boligudvalget i Kolding Kommune skal på sit møde i dag blandt andet se på en synopsis for lokalplan 0031-71 Kolding Realskole.
På opfordring fra Kolding Realskole foreslås igangsætning af en lokalplan for de ejendomme som Kolding Realskole er i besiddelse af mellem Vesterbrogade og Zahnsgade, samt ejendommen Sct. Jørgens Gade 20, der grænser op til skolegården.
Det er Kolding Realskoles ønske at udvide og forbedre de lokaler de råder over i dag, samt forberede brug af Sct. Jørgens Gade 20 til undervisning. Kolding Realskole ønsker at ombygge ejendommen Vesterbrogade 8 til SFO og musiklokaler. Den eksisterende boligejendom med baghus nedrives og der opføres en ny bygning. Som erstatning for det nedrevne baghus opføres lokaler til SFO samt et "musikhus" med lokaler i forskellige størrelser. Mod gaden bliver bygningen udført i to etager samt en tilbagetrukket penthouse-etage. Baghuset opføres i to etager.
Det er også skolens ønske at skabe mulighed for renovering af den ældre undervisningsbygning med gavl ud mod Zahnsgade.
For at sikre fremtidige udvidelsesmuligheder ønsker Kolding Realskole at Sct. Jørgens Gade 20 indgår i den fremtidige planlægning. I den forbindelse vil det blive nødvendigt at etablere et baghus med elevator og trappe.