Danmarks smukkeste er fundet
14 boligområder over hele landet har dystet om titlen som Danmarks smukkeste almene bolig, og nu er vinderen fundet. Flertallet af stemmerne er gået til Ole Kirks Allé i Nakskov
- Det er bestemt en fortjent vinder. Jeg synes, at det er et rigtig fint byggeri, som virkelig udviser de kvaliteter, som almene boliger har at byde på, siger John Hage, projektleder fra Bygningskultur Danmark, der står bag konkurrencen, og han fortsætter:
- I medierne har interessen for konkurrencen været stor, og jeg tror, at vi samlet set er oppe på 3.000 stemmer. Antallet er ikke helt i samme omfang, som da vi kårede Danmarks smukkeste købstad, og det illusterer, at der ikke er helt så meget fokus på de almene boliger. Men det håber vi, at konkurrencen kan være med til at lave lidt om på. De almene boliger er jo en vigtig del af vores danske kulturarv.
John Hage fremhæver, at Ole Kirks Allé løb med 40 procent af stemmerne, mens Juulsbjergparken i Vejle og Søndergård Park i Bagsværd henholdsvis endte med 22 og ni procent af stemmerne og på den måde landede henholdsvis anden- og tredjepladsen i konkurrencen.
- Ud over at være et rigtig flot byggeri, tror jeg også, at det har betydet noget for udfaldet, at Nakskov har gjort meget for at få folk til at stemme, siger John Hage.
Engelsk inspiration
De 36 boliger på Ole Kirks Allé er opført i 1944, og de er tegnet af den lokale arkitekt og murersvend Adolph E. Hansen Ørnsholt.
Boligerne er inspireret af de engelske havebyer, hvor hver familie har haft egen bolig og have, og de er i dag et attraktivt sted at bo.
- Den her titel er vi meget stolte af. Det er et byggeri, som var tæt på at blive revet ned, men det skete heldigvis ikke. Der blev kæmpet en kamp for, at det i stedet skulle renoveres, siger Kurt Rasmussen, formand for bebyggelsen og fremhæver, at der før renoveringen kun var få beboere tilbage, mens der i dag er venteliste på op mod 12 år for at få lov til at flytte ind i et af de gule murstenshuse med rødt tegltag.
- Så det er virkelig et eventyr. Det er den grimme ælling, der forvandlede sig til den smukke svane, siger Kurt Rasmussen, der roser både beboere og viceværter for at holde området pænt.
- Det er i sandhed Nakskovs smukkeste gade. Der bliver virkelig værnet om området. Det er slet ikke noget problem at være formand herude, siger han.
Ud over æren bliver bebyggelsen præmieret med et diplom, en plakette og ssammenkomst for alle beboere.