23948sdkhjf

Nye autorisationsregler mangler klagemulighed

DS Håndværk & Industri efterlyser et uafhængigt fagligt nævn til at tage sig af klagesager
Det er Sikkerhedsstyrelsen, der træffer afgørelser som følge af den ny lov om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet. Det er også Sikkerhedsstyrelsen, der er klagemyndighed, hvis man er uenig i en afgørelse.

Det finder erhvervsorganisationen DS Håndværk & Industri stærkt betænkeligt.

- Vi savner et fagligt nævn, der kan træffe afgørelser i sager, hvor en part er uenig i Sikkerhedsstyrelsens afgørelse. Det er ikke rimeligt, at den, der træffer afgørelsen, også skal behandle en eventuel klage, siger el-konsulent i DS Håndværk & Industri René Kjemtrup.

Sikkerhedsstyrelsen har netop haft en række bekendtgørelser på autorisationsområdet i høring. Heraf fremgår blandt andet, at Sikkerhedsstyrelsen kan dispensere for uddannelseskravene ved godkendelse af fagligt ansvarlige på el- og vvs-området, “hvis det skønnes sikkerhedsmæssigt forsvarligt".

- Det betyder, at hvis man for eksempel meddeler dispensation til en person fra Tyrkiet på baggrund af kompetencer opnået i Tyrkiet, så har vi ikke mulighed for at få prøvet en sådan afgørelse af et fagligt forum. Det er bekymrende, fordi autorisationsområdet i allerhøjeste grad handler om vores fælles sikkerhed. Der kan tænkes mange andre situationer, hvor virksomheder eller organisationer kan være uenig i Sikkerhedsstyrelsens beslutninger, og hvor det det er afgørende med en vurdering af andre faglige øjne, siger René Kjemtrup.

Civilt søgsmål

Juridisk chef i DS Håndværk & Industri Anne Vibeke Gregersen oplyser, at en administrativ myndighed ikke er det samme som en dømmende myndighed, og derfor er en administrativ endelig afgørelse ikke til hinder for, at sagen kan indbringes for de almindelige domstole.

At kaste sig ud i et civilt søgsmål er imidlertid for René Kjemtrup et dårligt alternativ til et særligt fagligt ankenævn.

- For det første tager det ofte lang tid, hvis man skal anlægge en sag ved domstolene, og for det andet er det en anden faglig bedømmelse, der i visse tilfælde kan være brug for, siger han.

Intet ændret

Pressechef i Sikkerhedsstyrelsen Dorthe G. Rasmussen oplyser, at der med hensyn til klageadgang ikke er sket ændringer i forhold til de hidtidige autorisationsregler.

- Jeg har ikke indtryk af, at den manglende administrative klageadgang hidtil har udgjort noget problem. Jeg kender ikke baggrunden for klagereglerne, men det kan formentlig hænge sammen med, at der er tale om teknisk komplicerede spørgsmål, siger hun.

René Kjemtrup synes ikke, at det gør bekymringen mindre, at der her heller ikke er klageadgang efter de eksisterende autorisationsregler.

- Med den nye lov lemper man på kravene på en række områder, blandt andet i forbindelse med de nye delautorisationer, så derfor er der i høj grad brug for mulighed for en faglig klageinstans, siger han.

Klager over afslag på ansøgning om autorisation kan i visse tilfælde indbringes for Erhvervsankenævnet.

DS Håndværk & Industri er generelt tilfreds med at autorisationslovgivningen samles i én lov. Organisationen udtrykker dog i sit høringssvar bekymring for de sikkerhedsmæssige konsekvenser ved en række lempelser.

Den ny autorisationslov træder i kraft 2. juni i år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094