Nødvendig arbejdskraft
Når vi skal bygge store ting som broer og tunneler, jernbaner og andet voldsomt, så har vi ganske enkelt ikke den nødvendige kompetence eller volumen til at gennemføre det. Desuden er vi - like it or not - en del af et stort europæisk fællesskab, hvor vi har sagt ja til at lade arbejdskraften flyde hen over grænserne. Noget danskerne selv i stor stil nyder godt af.
Når så Lars Løkke Rasmussen, oppositionens statsministerkandidat (V), efter mange trængsler og efter en periode, hvor han har valgt at træde helt tilbage fra rampelyset, nu igen er begyndt at tale, så handler det også om udlændinge.
På Folkemødet kom det så frem, at vi skal have de udlændinge ind, der vil yde noget til samfundet, og lukke dem, der ikke vil, ude fra landet.
Han kritiseres for ikke at være mere konkret i sin udmelding, og der er vel også i nogen grad tale om gammel vin på nye flasker, men ideen fejler sådan set ikke noget. Det handler måske mere om en politisk virkelighed, og med den brede udmelding, så er det svært at se, om Venstre-formanden reelt bejler til Dansk Folkeparti eller til de Radikale, når vi taler en kommende regering.
Fremtiden byder nemlig på en lang række områder, hvor vi faktisk ikke råder over den nødvendige arbejdskraft. Det gælder i servicefagene, men ikke mindst også i industrien. Alle fremskrivninger viser, at det bliver svært at finde folk, der kan betjene de danske produktionsmaskiner.
Samtidig er der i fremtiden - som jo ikke er så langt væk, langt færre til at yde til fællesskabet, og mange flere, der skal forsørges, så presset stiger på den arbejdsdygtige del af befolkningen. Men naturligvis skal udenlandsk arbejdskraft arbejde på de vilkår, der gælder for danske forhold. Det siger sig selv, da det jo er i Danmark, det foregår, og det skulle det helst blive ved med at være.