23948sdkhjf

Regering og DA i strid om arbejdsklausuler

Mens regeringen med nyt cirkulære opfordrer til øget anvendelse af arbejdsklausuler, havde DA hellere set dem skrottet
Mens regeringen sammen med Enhedslisten og SF i et nyt cirkulære om arbejdsklausuler opfordrer landets kommuner og regioner til i endnu højere grad at bruge arbejdsklausuler ved udbud af bygge- og anlægsopgaver for at sikre danske løn- og arbejdsvilkår, havde Dansk Arbejdsgiverforening (DA) helst set, at det offentlige helt opgiver at anvende arbejdsklausuler ved offentlige udbud.

DA mener, at regeringen er på kollosionskurs med EU-retten, idet Danmark har implementeret udstationeringsdirektivet uden at fastlægge krav til løn og arbejdsvilkår.

- Arbejdsklausuler er en anormali på arbejdsmarkedet, og vi frygter, at arbejdsklausulerne ikke kommer uantastet gennem en sag ved EU-domstolen, siger ansættelsesretschef i DA, Flemming Dreesen.

- Man forsøger i det ny cirkulære at revitalisere anvendelsen af arbejdsklausuler ved henvisning til landsdækkende overenskomster, men det holder ikke juridisk. Der er indbygget en djævel i brugen af arbejdsklausuler. Det kan ende med, at kravene juridisk holder overfor danske virksomheder men ikke overfor udenlandske. Det ville i givet fald være et selvmål af dimensioner, siger Flemming Dreesen.

Han er ikke bekendt med, at der er udenlandske virksomheder, der i Danmark er mødt af krav om arbejdsklausuler, som er rådgivet til at prøve kravet ved EU-domstolen.

- Men der er adskillige sager på vej fra andre lande, som også vil få betydning i Danmark, siger han.

Ingen undskyldninger

Mens DA med andre ord anbefaler kommuner og regioner til ikke at anvende arbejdsklausuler ved udbud af offentlige opgaver, lyder opfordringen fra regeringen og LO, at flere kommuner bør bruge arbejdsklausuler.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) kalder således arbejdsklausuler et effektivt våben i kampen mod social dumping.

LO’s næstformand Lizette Ridgaard mener ikke, at der kan være flere dårlige undskyldninger tilbage.

- Alle de kommuner, som hidtil har tøvet med at indføre arbejdsklausuler, der sikrer danske lønmodtagere mod social dumping, har nu et rigtig godt redskab. Reglerne rummer gode guidelines til kommunerne, da de sikrer, at klausulerne faktisk overholdes. For eksempel skal den private leverandør dokumentere, at danske overenskomster overholdes, og at det får konsekvenser, hvis det ikke sker. Sidst men ikke mindst bekræftes det igen, at arbejdsklausulerne skal følge niveauet i de danske overenskomster, siger Lizette Risgaard.

Arbejdsklausuler med henvisning til ILO-konvention 94 har været obligatorisk i staten i adskillige år. Det er frivilligt for kommuner og regioner, om de vil indarbejde klausuler ved udbud. Omkring 75 af landets kommuner anvender i et vist omfang arbejdsklausul. En lille snes er gået skridtet videre og har indført kædeansvar.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078