23948sdkhjf

1.000 kvadratmeter kunst i Nordhavnen

Adskillige danske designvirksomheder har allerede adresse i Nordhavnen. I går åbnede gallerivirksomheden Faurschou en stor kunsthal i Pakhus 53
I går åbnede gallerivirksomheden Faurschou Foundation deres nye udstillingssted i Pakhus 53 med en soloudstilling af den kinesiske krudtkunstner Cai Gou-Qiang.

Med åbningen bliver Faurschou Foundation en del af den designklynge, der har etableret sig i Nordhavnen. Møbelvirksomhederne Fritz Hansen, Gubi, Montana og Erik Jørgensen har allerede åbnet showrooms på kajpladserne ligesom tekstilproducenten Kvadrat og den italienske belysningsfabrikant Luceplan.

Cremen af cremen

- De er cremen af cremen inden for dansk og international design, der ligesom os sætter kvalitet utroligt højt. Vi har altid sat fokus på kvaliteten af de enkelte værker og at skabe de optimale rammer, så vi føler os mægtig godt i tråd med de andre virksomheder, der ligger herude. Jeg tror, at det kan give en synergieffekt til designvirksomhederne, at vi viser kunst og omvendt. Selvom vi beskæftiger os med det samme område, har vi nogle forskellige kontaktflader, siger Luise Faurschou.

Jens og Luise Faurschou har i 25 år drevet Galleri Faurschou i Store Strandstræde og føjede i 2007 et udstillingssted i Beijing til virksomheden. Den i alt 1.500 kvadratmeter store udstillingshal i Nordhavnen er forløsningen på flere års jagt efter drømmelokalerne til at huse et lignende udstillingssted på dansk grund.

- Det er en kæmpe legeplads, hvor vi kan lave præcis det, vi vil. Højden, bredden og storheden giver en enorm fleksibilitet. Vi kan udstille værker fra vores samling, som vi har haft i årevis, men ikke før har haft plads til at vise. Samtidig ligger det i et område med en stor skønhed, råhed og energi, siger Jens Faurschou om de nye lokaler.

Klitter i Nordhavnen

Det er den anerkendte kinesiske kunstner Cai Gou-Qiang, der med soloudstillingen A Clan of Boats markerer åbningen af Faurschou i Nordhavnen. Han har tidligere udstillet på Guggenheim Museum i New York og Bilbao og stod bag fyrværkeriet til OL-åbningsceremonien i Beijing i 2008. Mest kendt er han for de såkaldte gunpowder drawings, hvor motiverne opstår ved at antænde krudt direkte på papiret.

Et særligt element ved åbningen var en fyrværkeri-event, hvor Cai lavede sin første tredimensionelle eksplosionstegning nogensinde bestående af 3.000 fyrværkeriraketter og en gammel sejlbåd, som efterfølgende udstilles i kunsthallen.

På sigt glæder Faurschous sig til at være en del af den udvikling, som kvarteret kommer til at gennemgå de næste år. I 2018 vil de to metrostationer Nordhavn og Orientkaj forbinde Nordhavnen med resten af Cityringen, og ifølge Luise og Jens Faurschou lover Nordhavnens tiltrækningskraft inden for kunst og design godt for fremtiden.

Faurschou Foundation er en privatfinansieret kunstinstitution i København og Beijing etableret af Luise og Jens Faurschou.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078