23948sdkhjf

Omlægning gav færre trafikulykker

Ændring i trafikafviklingen ved stort anlægsarbejde har resulteret i færre trafikulykker
Vejdirektoratet har med en særlig indsats i forhold til afviklingen af trafikken reduceret antallet af trafikulykker i forbindelse med et stort anlægsprojekt på Fyn.

Nye tal viser således, at Vejdirektoratets særlige indsats for at nedbringe antallet af uheld på anlægsstrækningen mellem Nørre Aaby og Middelfart samt ved asfaltarbejdet på Den Nye Lillebæltsbro bærer frugt. Samtidig er gennemsnitshastigheden også sænket.

I april og maj måned i år fandt der otte politiregistrerede uheld sted på anlægstrækningen og på Den nye Lillebæltsbro. Sidste år, da der også var vejarbejde på strækningen, skete der 18 uheld i april og maj måned, og dermed er antallet af ulykker halveret.

Markant nedgang

Den positive udvikling skyldes dels en ny måde at afvikle trafikken på samt flere tiltag, som Vejdirektoratet satte i værk i forbindelse med, at arbejdet gik i gang i marts i år.

Anlægs- og driftsdirektør fra Vejdirektoratet Jens Holmboe er glad for, at Vejdirektoratet har formået at gøre arbejdet på strækningen mere sikkert for trafikanterne:

- Det er en markant nedgang i antallet af uheld, som jeg er glad for på trafikanternes vegne, da de får en mere sikker køretur. Desuden betyder færre uheld også færre situationer med lange køer på motorvejen, så det er meget glædeligt. Den lavere gennemsnitshastighed er også positiv, da vi ved, at for høj fart medfører uheld, siger Jens Holmboe.

Afgørende tre spor

Vejdirektorat er i gang med de to omfattende vejarbejder lige ved Middelfart, der omfatter det tredje motorvejsspor mellem Nørre Aaby og Middelfart og anlæg af helt ny asfalt på hele Den nye Lillebæltsbros sydside.

Et tilsvarende arbejde foregik også sidste år ved samme tid, men i den modsatte side af motorvejen. Det er især en ændring i samspillet mellem de to vejarbejder, der har givet den store sikkerhedsgevinst for trafikanterne.

Vejdirektoratet har nemlig i år valgt at opretholde tre smalle vognbaner mod Jylland hen over broen. Det har givet en markant bedre trafikafvikling i anlægsarbejdet på Fyn.

- Vi kan se, at den situation, vi havde sidste år - med kø og mange uheld på Fyn lige inden broen i retning mod Jylland - virkelig er blevet forbedret. Køen er næsten væk i vestgående retning og antallet af uheld er samtidig faldet meget, siger Jens Holboe.

Sidste år var der nemlig kun to spor i hver retning på broen, og lige før broen kommer der en tilslutning fra Jyllandsvej. Den ekstra trafik fra Jyllandsvej, anlægsarbejdet og det samtidige broarbejde gav køproblemer på motorvejen lige ved Middelfart med flere bagendekollisioner som resultat. Desværre er der i år kommet mere kø før broen i østgående retning, men situationen medfører stort set ikke uheld.

Samtidig indikerer fartmålinger for maj måned, at trafikanterne kører langsommere. Sidste år lå gennemsnitshastigheden på omkring 83 km/t i østgående retning og på omkring 85 km/t i vestgående retning. I år ligger den på omkring 80 km/t i begge retninger.

Særlige tiltag

Efter sidste års vejarbejde besluttede Vejdirektoratet at sætte ekstra fokus på hastighedssænkede og afstandsskabende tiltag i forbindelse med arbejdets opstart i marts i år.

Ud over den meget afgørende ændring med tre spor i vestgående retning over Den Nye Lillebæltsbro har Vejdirektoratet barslet med fem trafiksikkerhedstiltag inde på selve anlægsstrækningen.

Og Jens Holmboe er ikke i tvivl om, at de fem tiltag tilsammen har gjort en forskel for hastigheden på strækningen samtidig med, at de nye højere bødetakster ved vejarbejder kan have haft en effekt:

- Vi har et generelt problem med, at trafikanterne kører for hurtigt og for tæt ved vores vejarbejder. Meget tyder på, at vi her har ramt en opskrift på noget af det rigtige, når vi kan se en hastighedsnedsættelse samtidig med, at vi har tænkt nyt ude på anlægsstrækningen. Alle vejarbejder er unikke, men jeg tror, vi kan drage nyttige erfaringer fra dette vejarbejde, som også kunne gælde andre steder i Danmark, siger Jens Holmboe.

Anlægsarbejdet mellem Nørre Aaby og Middelfart er færdigt til november, mens broarbejdet efter planen er færdigt i begyndelsen af august.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093