23948sdkhjf

Byggeri skal indtænke selvhjælp

Fremtidens mange supersygehuse, som er ved at blive bygget, skal planlægges rigtigt. Ellers går det ud over både selvhjælp og arbejdssikkerhed
Det gælder om at udnytte tidens mange sygehusbyggerier til at bygge rigtigt og fremtidsikret fra starten, lyder det fra byggevareleverandører og sundhedsfagligt personale, der også rådgiver arkitekter på de store hospitalprojekter.

- Med mere fleksible løsninger behøver vi ikke længere at bygge badeværelser på størrelse med en balsal. Men skærer de offentlige bygherrer til gengæld for meget i kvadratmeterne for at optimere, risikerer de i sidste ende at skulle bygge om for mange millioner, siger Claus Lund Albertsen fra hjælpemiddelproducenten Pressalit Care, der til dagligt rådgiver arkitekter på de komplicerede projekter.

Effekter går tabt

Øget selvhjælp er vejen til en effektiv sundheds- og plejesektor med økonomiske besparelser for det offentlige og mere livskvalitet for patienterne. Men for megen fokus på selvhjælp kan risikere at skabe dårligere forhold for patienter og plejepersonale.

- Vi har de seneste år oplevet en tendens til, at fokus på selvhjælp bliver brugt som løftestang for at gøre især badeværelser på sygehus og plejehjem mindre og mindre. Det betyder, at der for eksempel ikke længere er plads til kørestolen. Dermed går den ønskede effekt af øget selvhjælp tabt, siger Claus Lund Albertsen.

Han fastslår dog samtidig, at øget selvhjælp er det eneste samfundsmæssige fornufti-ge. Ved at hjælpe mennesker med nedsat funktionsevne til i højere grad at klare sig selv vil det generelt set reducere offentlige udgifter.

Tilgængelighed halter

Tendensen til for lidt plads synliggøres også i en ny rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet. Den siger, at nyt byggeri har store problemer med at opfylde bygningsreglementets krav om tilgængelighed.

Det gør hverdagen mere besværlig for ældre og handicappede. Samtidig risikerer staten og kommunerne, at bygningerne ikke lever op til Arbejdstilsynets krav, hvilket skaber uholdbare arbejdsvilkår for plejepersonalet.

- Vi ved, at der fremover bliver flere ældre, flere med kroniske sygdomme og flere overvægtige. Det kan vi ligeså godt tage hensyn til, når der renoveres eller bygges nyt, så rummene tilgodeser både patienternes behov og sikrer effektive arbejdspladser. Manglende plads svækker ikke alene muligheden for selvhjælp, men går også ud over arbejdssikkerheden og betyder dårligere træning af patienterne, påpeger Claus Lund Albertsen.

Ud over pladsproblematikken peger han på, at udviklingen på sygehusområdet vil føre til en større patientgennemstrømning.

- Det betyder mange forskellige typer af patienter med skiftende behov. Derfor er blandt andet indretningsløsninger et nøgleord i bestræbelserne på at sikre de bedste vilkår, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109