23948sdkhjf

Stå stille midt i metro-mylderet

Metrobyggepladsen på Kongens Nytorv skal udvides, og det skaber en lille fri plads, som skal omdannes til byrum
Et transitområde, hvor folk passerer i deres færden fra et sted til et andet.

Det er, hvad Kongens Nytorv er betegnet som. Især efter at de store grønne hegn, der omkranser metrobyggeriet, har snuppet store dele af torvet, er der ikke nogen oplagt mulighed for at sætte sig og nyde en kop kaffe eller en is.

Det skal et nyt projekt, som Indre By Lokaludvalg og Metroselskabet har skudt i gang, gøre op med. De to parter har i forbindelse med det overordnede projekt Byens Hegn, som koordineres af Metroselskabet, igangsat en konkurrence om at skabe et nyt byrum, som får et areal på 10 gange 10 meter. Byrummet skal ligge for enden af Strøget.

- Byggepladsen skal udvides, og det betyder blandt andet en omlægning af trafikken, så der ikke længere kommer til at være trafik, som passerer d’Angleterre. I forbindelse med udvidelsen kommer der til at være et lille område frit. Der er fare for, at det område bare bliver brugt til cykelparkering eller skrald - eller i værste fald som et sted, hvor folk står og tisser på vej hjem fra byen, forklarer projektleder for Byens Hegn, Mimi Larsson og uddyber:

- I stedet vil vi gerne have skabt et byrum, der indbyder til ophold - hvadenten det bliver bænke eller interaktive installationer.

Konkurrence for alle

Alle har mulighed for at deltage i konkurrencen, som løber frem til 1. marts.

- Vi har en forventning om, at det blandt andet er eksempelvis arkitektstuderende eller nyuddannede, der deltager i konkurrencen. Men alle må være med, og vi er spændt på at se, hvilke bud der kommer ind, siger Mimi Larsson.

Hun forventer dog ikke, at tegnestuer eller lignende vil deltage grundet præmiens størrelsen.

Som vinder af konkurrencen får man 100.000 kroner stillet til rådighed til realiseringen af projektet.

Midlertidigt byrum

Det nye byrum, som skal realiseres omkring juni måned, skal ikke stå på Kongens Nytorv for evigt. Forventningen er, at byrummet skal eksistere i en periode på to år - indtil at byggepladsen skal indskrænkes igen.

Dommerkomitéen, som vil bestå af lokaludvalgsmedlemmer, en stadsarkitekt samt repræsentanter fra henholdsvis d’Angleterre og Skjold Burne, vil i bedømmelsen lægge vægt på, at byrummet passer til Kongens Nytorv.

- Vi ønsker et byrum, som forholder sig til Kongens Nytorvs særlige karakter. Det må gerne være udfordrende og provokerende, men man må godt kunne se, at der er tænkt over, at projektet skal være lige præcis dér, siger Bent Lohmann, som er formand for Indre By Lokaludvalg.

En succes andre steder

Inspirationen til at opføre et byrum på Kongens Nytorv er blandt andet kommet i kølvandet på lignende projekter.

- Ved Frederiksberg Station og Skjolds Plads er der også etableret byrum, og de har fungeret efter hensigten. Forbipasserende stopper op og tager billeder og bruger generelt områderne til at opholde sig på, siger Mimi Larsson.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156