DT Group, der i Danmark omfatter byggemarkedskæderne Stark og Silvan, har præsenteret sit halvårsregnskab for 2011/12. Markedet er fortsat udfordrende, men DT Group har alligevel haft en samlet stigning i omsætningen til 9,519 mia. kr., hvilket er en stigning på fem procent sammenlignet med året før.
- Markedet taget i betragtning er vi tilfredse. Byggebranchen i almindelighed og byggemarkederne i særdeleshed er stærkt påvirkede af krisen og den stagnerende vækst. Konkurrencen er hård, men takket være vores forretningsmodel og vores effektivitet er vi mindre hårdt ramt, og vi forventer at vokse yderligere i 2012, siger adm. direktør Steen Weirsøe fra DT Group.
DT Group har senest gennemført to opkøb i Sverige og et opkøb i Norge. Siden periodens afslutning er der desuden blevet gennemført to opkøb i Stark samt en nyåbning i Silvan i Danmark. Steen Weirsøe bebuder at opkøbene vil fortsætte.