23948sdkhjf

Nordjylland er vinterklar

Lastbilfirmaet Stiholt har sikret sig bredt sortiment af grej til snebekæmpelse
Måske var det skæbnens ironi. Eller også er det bare ideelt at kigge på sneplove og saltspredere, når april-vejret er til korte skjorteærmer. Den nordjyske lastbil-kæmpe Stiholt fik i hvert fald perfekt april-sommervejr til den første præsentation af virksomhedens nye sats-område: Vintergrej til sne-og is-bekæmpelse. Firmaet inviterede forleden til åbent hus ved det store hovedkvarter i Aalborg, og i omegnen af 500 lastbilfolk lagde vejen forbi.

Stiholt er kendt som en af landets store forhandlere af Scania-lastbiler. I løbet af kort tid er der imidlertid kommet andet og mere på hylderne i Aalborg. Først lavede Stiholt aftale med den finske fabrik Arctic Machines om import og forhandling for Danmark, efter at finnerne havde droppet den tidligere danske importør. Arctic Machines gør specielt i sneplove, men også andet vinter-grej.

Ekspert som spydspids

Så kom en aftale i hus med tyske Gmeiner, som er en del af den store Bucher-gruppe. Dermed er der nu også Gmeiner-saltspredere på menukortet. Og kort efter var Stiholt klar til at shake hands med italienske Assaloni om lidt mindre sneplove, end dem der hentes ned fra Finland.

Allerede efter den første aftale var på plads med Arctic Machines, hentede Stiholt landets måske mest markante "sne-mand" ind i firmaet. Bruno Pallesen blev hyret til det nye vinterområde og trådte ind hos Stiholt med 35 års erfaring på området. Bruno Pallesen har i en lang årrække solgt materiel netop fra finske Arctic Machines.

Det blev til danmarkspremiere for Gmeiner ved Stiholt-arrangementet i Aalborg. Den tyske producent af saltspredere har ikke tidligere været på det danske marked.

- Gmeiner laver spredere i mange størrelser. Fra små spredere til montering på små og store ladbiler, til trailere til montering på traktorer med trepunkt-hydraulik og til store kombi-spredere til lastbiler. Som gammel fagmand er det en fornøjelse at se, at det gamle begreb "tysk grundighed" stadig lever i bedste velgående. Alt på en Gmeiner-spreder, der ikke er malet, er rustfrit stål, fortæller Bruno Pallesen.

Finsk fejemaskine

Arctic Machines tager sig af den store del af Stiholts program af sneplove i størrelser, der typisk monteres på lastbiler. Finnerne har tillige konstrueret et frontophæng, der passer på stort set alle sneplove, og som kan leveres til de mest gængse lastbiler.

Foruden Arctic Machines egne skær i hårdtmetal, har Bruno Pallesen øget sortimentet med norske Joma-gummiskær med kerne af hårdtmetal.

Ved åbent hus-arrangementet kunne Bruno Pallesen også give debut til en ny fejemaskine fra Arctic Macines. Der er tale om en tre meter fejer til montering på rendegravere, gummigeder eller lastbiler. Med på vinterpaletten hos Stiholt er i øvrigt også dansk producerede HWH-fejemaskiner, græsklippere og ukrudtsbørster.

Foruden hovedafdelingen i Aalborg, har Stiholt afdelinger i Sæby, Thisted, Hjørring, Hvidovre og Nørre Aaby.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109