Landets første fagpilot skal skabe vækst
25-årig VVS-energimontør skal hjælpe med at udvikle et nyt forretningsområde
Jan Møldrup er den første i landet, der gør brug af den spritnye ordning med tilskud til en såkaldt fagpilot. Han har længe haft ide til vækst for virksomheden, men han manglede både kompetencer og økonomi til at videreudvikle ideen.
Fra han hørte om ordningen, til han sad med godkendelsen, gik der mindre end en måned. Samtidig var papirarbejdet til at finde ud af - også for en håndværker, som han siger.
Hans fagpilot er den 25-årige Ian Tylak Hansen, som han kendte i forvejen.
- Han har de kompetencer, som vi mangler, da han har uddannelsen som VVS-energimontør, siger Jan Møldrup.
Han har været indehaver af det 95 år gamle firma i syv år - men ikke ligefrem syv fede år. Virksomheden har 14 ansatte og har en god blanding af spjældarbejde og nybyggeri. Og så har indehaveren en ide om at udvikle sin virksomhed.
Energistyring
- Energi er også et spørgsmål om investering. Vi har skiftet mange gamle gasfyr ud og sat varmepumper op for vores kunder. Og det kan betale sig at kigge på CO2-besparelser for større bygninger. Vi skal kunne lave nogle beregninger, der dokumenterer besparelsen over for kunderne, fordi der er tale om pæne investeringer, som skal tjene sig hjem, siger Jan Møldrup.
Han oplyser, at han vil tilbye små og mellemstore virksomheder og private kunder servicekontrakter, hvor man følger kunders energiforbrug.
- Rent praktisk skal nogle følere give besked til et computersystem, når der for eksempel er et uhensigtsmæssigt forbrug. Som fagpilot skal Ian Tylak Hansen udvikle systemet for os og behandle data. Jeg er sikker på, at vi får flere opgaver og mersalg, fordi kunderne allerede kender os og forhåbentlig har tillid til os, siger Jan Møldrup.
- Jeg satser på, at vi gennem dette tiltag kan skabe vækst ved hjælp af servicekontrakterne, og at vi kan få tunet medarbejderne i forhold til at blive bedre energivejledere, idet Ian jo også skal lære fra sig. Det giver samtidig et større forretningsområde. Det er da langt sjovere at udvikle end afvikle, siger han.
En genial ordning
Det er landets første fagpilot ganske enig i. Ian Tylak Hansen synes simpelthen, at fagpilotordningen er genial. Han sagde ja uden at kende ordningen.
- Det lød så spændende, at jeg bare straks sagde ja, da Jan spurgte. Bagefter gik jeg hjem og googlede fagpilot, og det var nu ikke fordi, der stod så meget på hjemmesiden, men det var nok, fortæller Ian Tylak Hansen.
Den nordjyske fagpilot er 25 år. Han startede i VVS-lære og tog en overbygning som VVS-energimontør. I sin læretid var han i et firma, der blev opkøbt af Jan Møldrup. Han har haft forskellige job lige fra vikarbureau til ansættelse i sin fars VVS-firma.
- Jeg synes, det er spændende at arbejde med computersystemer i stedet for bare gammelt værktøj. De andre i firmaet er nok mere til værktøj. Så jeg forventer at få meget erfaring og ansvar som fagpilot. Og så er det da vildt lærerigt at få lov til at udvikle noget nyt, understreger Ian Tylak Hansen.
Han er ret sikker på, at han nok skal nå at vise, at han er uundværlig og derfor også har et fast job om et år.
Ud over Saltum Smede og VVS er tre andre virksomheder indtil videre godkendt til fagpilotordningen.