Fagpiloter hjælper med fornyelse
Ny tilskudsordning skal give faglærte fodfæste og erhvervserfaring og virksomheder mulighed for innovation
Nu får små og mellemstore virksomheder mulighed for at ansætte en ung faglært håndværker med tilskud til at skabe fornyelse og innovation. Den unge håndværker bliver fagpilot.
Den helt nye fagpilotordning giver virksomheder med mellem to og 100 ansatte mulighed for at ansætte en ung faglært med tilskud i op til et år.
Det kan eksempelvis være en elektriker, it-supporter eller VVSer. Fagpiloten skal være under 30 år og have en afsluttet erhvervsuddannelse - og vedkommende bliver ansat til at varetage et konkret projekt, som skaber udvikling og fornyelse og virksomheden.
Saltvandsindsprøjtning
- Fagpilotordningen giver de små og mellemstore virksomheder mulighed for at få løst opgaver, som ellers risikerede at samle støv, for ideerne er derude i virksomhederne. Ordningen kan blive en saltvandsindsprøjtning til virksomhederne, der gerne vil udvikle sig. Samtidig får de unge faglærte vigtig erhvervserfaring i mellem seks og 12 måneder, som fremadrettet kan hjælpe dem til at få et fodfæste på arbejdsmarkedet, siger kontorchef Kirsten Thomsen, Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland, der administrerer ordningen på vegne af beskæftigelsesregionerne i Danmark.
Hun tilføjer, at kun fantasien sætter grænsen for, hvad fagpiloten kan påtage sig, så længe opgaven ikke handler om virksomhedens almindelige drift, for det giver ordningen ikke støtte til.
Muligheder for vækst
I Dansk Byggeri bliver den ny ordning hilst velkommen.
- Styrken er, at virksomheden gennem ordningerne kan få tilført nogle ressourcer via en person, som er dedikeret til en bestemt opgave. Samtidig får virksomheden tilført kompetencer, den i forvejen ikke besidder, siger Jørn Jensen, afdelingschef i Dansk Byggeri.
Han ser mange muligheder for vækst gennem en fagpilot. Ideerne er til stede i virksomhederne, så det handler mere om at få dem beskrevet.
Han forestiller sig projekter omkring udvikling af nye arbejdsmetoder, nye materialer, nye værktøjer, ny brug af teknologi, implementering af digitalisering og kvalitetsoptimering.
Virksomheden får et tilskud på op til 12.500 kroner om måneden til ansættelse af en fagpilot, som skal ansættes på fuld tid på almindelige funktionærvilkår.
Der er på landsplan afsat 21 mio. kroner til ordningen, der skal løbe over tre år.
Fagpilotordningen
Tilskud fra ordningen kræver, at virksomheden har mindst to og højst 100 ansatte.
Virksomheden skal mindst have en omsætning på en mio. kroner.
Der må ikke være ansatte med den samme erhvervsuddannelse som fagpiloten.
Ansættelse skal vare mindst seks måneder og højst 12 måneder.