23948sdkhjf

Opgradering i historiske kalkgruber

De historiske kalkgruber i Mønsted ved Viborg er i gang med et større udviklingsprojekt. Nu er tredje etape sikret
Mønsted Kalkgruber, der er verdens største kalkmine. ligger vest for Viborg med over 60 kilometer underjordiske minegange.

Der har ikke været minedrift på stedet i mange år, men det lever i dag videre som en populær turistattraktion og som et godt eksempel på levende kulturarv med unikke oplevelseskvaliteter.

Årligt har Mønsted Kalkgruber mellem 50.000 og 60.000 gæster, og nu skal en ny bevilling fra Realdania på godt 13 mio. kroner bidrage til at nyindrette og restaurere kalkgrubens anlæg og byggerier, hvoraf de fleste blev opført i perioden 1870-1930 under den tidlige industrialisering.

Hermed bliver Mønsted Kalkgruber opgraderet som moderne kulturattraktion med plads til endnu flere besøgende.

Parkering flyttes

En del af opgraderingen består i at flytte parkeringsområdet, sådan at gæsterne ikke længere er tvunget til at krydse en befærdet landevej.

Der vil også blive lavet et tidssvarende besøgscenter, der årligt vil kunne modtage over 60.000 gæster, og samtidig opføres en ny cafe i den tidligere kalklade.

I den gamle bestyrerbolig bliver der indrettet et udstillingscenter med klimasikrede rum med mulighed for at vise tidssvarende udstillinger.

Projektet er blevet muligt, efter at Naturstyrelsen har overtaget den resterende del af Mønsted Kalkgrubers historiske bygninger, som indtil for nyligt var privatejet. Ved at inddrage den gamle bestyrerbolig med udhus og kalklade er det bevaringsværdige kulturmiljø således blevet samlet til et hele.

- Vi er glade for, at Realdania og Naturstyrelsen har vist interesse for at give Mønsted Kalkgruber endnu et løft, så hele vores historie bliver bevaret for eftertiden. Uden dem havde vi ikke kunnet løfte opgaven, siger Claus Clausen, der er formand for Den selvejende institution Mønsted Kalkgruber.

Ifølge projektleder Eske Møller fra Realdania er Mønsted Kalkgruber et rigtig godt eksempel på de mange unikke kultur- og naturmiljøer, der ligger rundt om i landet.

- De stedbundne potentialer skal frem i lyset, forklarer han som begrundelse for Realdanias bevilling. Med projektet i Mønsted Kalkgruber bidrager vi til at bevare en spændende og væsentlig del af vores fælles kulturarv som et aktiv i vores samtid, så det ikke får lov at blive nedslidt og glemt – det gør folkene bag Mønsted Kalkgruber i forvejen en stor indsats for at sikre, og det arbejde er vi glade for at kunne støtte op omkring, siger Eske Møller.

Tredje etape

Realdanias bevilling går til tredje etape af et større udviklingsprojekt for kulturmiljøet Mønsted Kalkgruber. Første etape blev gennemført i perioden 2001-2004, hvor selve kalkværkets bygninger blev restaureret og genoprettet.

Anden etape bestod i en opgradering af adgangsforhold til og formidling af gruberne med etablering af blandt andet lys, togbane, stier og udstilling.

Tredje etape omfatter blandt andet udførelse af indledende terræn- og landskabsarbejder, anlæg af nye parkeringspladser og istandsættelse af direktørbolig til nye formidlingslokaler og nedrivning af gamle bygninger.

Der har været brudt og forarbejdet kalk i mere end 700 år i Mønsted – helt frem til 1978, hvor driften blev indstillet.

I dag ejes kalkgruberne af Naturstyrelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094