Anlægsnyt
SOLVARME - TØNDER: Teknik- og Miljøudvalget i Tønder Kommune har vedtaget at sende en lokalplan, der giver Løgumkloster Fjernvarme mulighed for at opføre 14.000 kvm solvarmeanlæg, i høring.
Løgumkloster Fjernvarme ønsker at etablere et solvarmeanlæg på østsiden af Dravedvej.
Projektet er blevet etapeopdelt, således at der nu planlægges for første etape. Etapen omfatter opstilling af cirka 25.000 kvm solpaneler. Den resterende del af projektområdet vil blive planlagt senere.
Det vurderes, at der skal etableres et beplantningsbælte omkring solenergianlægget for at mindske eventuelle refleksionsgener overfor naboerne og trafikanter, samt at der skal ske overvågning af anlægget i forhold til eventuel udslip af frostvæske, da planområdet ligger i et indvindingsopland til vandværk.
REGION MIDTJYLLAND
VEJ - HOLSTEBRO: Holstebro Byråd har besluttet at give en flerårig anlægsbevilling på ni mio. kroner og afsætte et årligt rådighedsbeløb på to mio. kroner de næste tre år til projektomkostninger i forbindelse med etablering af Holstebromotorvejen.
Byrådet besluttede også at give en flerårig anlægsbevilling på 6,4 mio. kroner til etablering af 3,8 km cykelsti langs Skivevej (Holstebro Mejrup Hindkær) som del af motorvejsprojektet.
Desuden blev det besluttet at give en tillægsbevilling på 250.000 kroner til asfaltering af grussti i forlængelse af den planlagte cykelsti fra Ellebækvej til Storådalen en 7,6 mio. kroner til etablering af cykelsti mellem Ulfborg og Vemb.