Anlægsnyt
KUNSTGRÆS - HEDENSTED: Hedensted Kommune har fremlagt et forslag til lokalplan for et område ved Hedensted Centret.
Lokalplanen skal gøre det muligt at supplere lokalplanområdets samlede idrætsmiljø med en indhegnet kunstgræsbane med tilhørende lysmaster, en omgivende jordvold samt beplantningsbælte langs lokalplanområdets sydlige og vestlige afgrænsning.
Kunstgræsbanen udgør 110x125 meter og ved banens sider opsættes seks 18 meter høje lysmaster. Der opsættes trådhegn omkring banen i to-fire meters højde. Syd og vest for den planlagte kunstgræsplæne etableres en syv meter bred jordvold i to meters højde med en sti på toppen. Endelig skal der ifølge planerne etableres et 30 meter bredt rekreativt friareal med stisystem, træer og buske.
Lokalplanforslaget er fremlagt til høring frem til den 6. august, hvorefter Hedensted Byråd vil tage endelig stilling til planforslaget.
REGION SJÆLLAND
TORV - RINGSTED: Ringsted Kommune har i samarbejde med repræsentanter fra Handelsstandsforeningen, Ringsted Erhvervsforum, Ungdomsforum, Sct. Bendts Kirke og arkitektvirksomheden Gehl Architects udarbejdet en plan for udviklingen af Torvet. Arbejdet har resulteret i et inspirationskatalog med ideer til udformningen af Torvet, som forleden blev præsenteret på et borgermøde. Indtil 1. september er det muligt at bidrage med ideer og kommentarer.
REGION HOVEDSTADEN
NEDRIVNING - KØBENHAVN: Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal blandt meget andet behandle en sag om nedrivning af Solvang Centret på Remisevænget 19 på Amager på sit møde den 16. juni.
Solvang Centret er opført i perioden 1970-72 og indeholder et forretningscenter, der i dag er nedslidt og for størstedelen tomt. Boligforeningen 3B, der ejer Solvang Centret, anser det ikke som en mulighed at renovere Solvang Centret, så det kan lejes ud, blandt andet fordi huslejen efter en renovering vil blive for høj. 3B har derfor søgt om kommunens godkendelse af en fysisk helhedsplan, der omfatter en nedrivning af Solvang Centret og om kommunal støtte i form af en kapitaltilførsel hertil på 3,3 mio. kroner.
3B har udarbejdet en plan for nedrivning af Solvang Centret i to etaper. I første etape nedrives centret med undtagelse af den nordligst beliggende del, der huser de kommunale institutioner Remisevænget og Joker. I anden etape nedrives den resterende del af centret.
Det forventes at blive en del af udviklingsplanen for området at opføre nye institutioner som erstatning for institutionerne i Solvang Centret. Teknik- og Miljøforvaltningen er sammen med 3B ved at udarbejde et udkast til en udviklingsplan for området og den øvrige del af Urbanplanen.