23948sdkhjf

Rockwool sætter gang i USA-produktion

Rockwool har i denne uge sat gang i virksomhedens første fabrik i USA
På et 40 hektar stort område i Marshall County i Mississippi har Rockwool-koncernen over det seneste år arbejdet på højtryk for at færdiggøre sin første produktionsfabrik i USA.

Første spadestik til byggeriet blev taget den 8. maj 2013, og i denne uge slår stenuldsproducenten så dørene op til den 56.000 kvm store fabrik, som forventes at beskæftige 150 medarbejdere og årligt levere mere end 100.000 tons stenuldsisolering til det nordamerikanske marked.

- Med den nye fabrik vil vi kunne øge vores salg af isoleringsprodukter i USA. Vi har oplevet tocifrede vækstrater på det nordamerikanske marked gennem de seneste år, og der er fortsat et betydeligt potentiale for vækst i markedet, der hovedsageligt er domineret af glasfiber- og skumplastprodukter, siger Trent Ogilvie, som er adm. direktør for Rockwools datterselskab i Nordamerika, Roxul Inc., der på det seneste har oplevet så stor en efterspørgsel, at virksomheden har måttet importere fra Rockwools fabrikker i Europa.

De solide resultater i Nordamerika stammer blandt andet fra det amerikanske gør-det-selv-marked gennem salg i store byggevarekæder.

Det er dog ikke kun på det amerikanske gør-det-selv-marked, at der er potentiale for vækst.

Øger indsats

Med den nyetablerede amerikanske fabrik øger Rockwool salgsindsatsen over for staterne i det sydlige USA og Mexico.

Der er blandt andet et stort marked for salg af teknisk isolering til raffinaderier og off-shore virksomheder ved den mexicanske golf, ligesom mange industrivirksomheder – eksempelvis flere globale bilfabrikanter - har placeret deres fabriksanlæg i sydstaterne, hvilket giver vækstmuligheder inden for tagisolering og klimaskærmsløsninger.

Den nye beliggenhed i Mississippi skal således bidrage til at udbrede den geografiske rækkevidde og øge kendskabet til Rockwools produkter i byggebranchen i denne region.

Rockwool har allerede to produktionsfabrikker i Canada, der åbnede i 1988 og 1999.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.117