Lejere spejder mod Østamager
185 lejeboliger på Amager er gået som varmt brød
Den 15. maj kunne de første 62 lejere flytte ind i Amager Strandpark. Byggeriet er på 16 etager med i alt 185 lejeboliger, og allerede den 1. maj kunne ejendomsforvalteren Deas, som står for udlejningen af boligerne, melde alt udlejet.
Det er mindre end fem måneder efter udlejningen af de 185 lejligheder gik i gang. Dermed kan nøglerne overdrages til de resterende lejere den 15. juni og den 1. september.
- Det er ganske unikt, at et projekt af denne størrelse er færdigudlejet, allerede inden det står færdigt. De første måneder, hvor vi holdt åbent hus, havde vi flere hundrede besøgende hver søndag, siger udlejningschef i Deas Lasse Rüsz og fortsætter:
- Den vedholdende interesse skyldes ikke mindst, at vi sammen med Lærernes Pension har læst markedet korrekt, så vi har fået sat et konkurrencedygtigt huslejeniveau. Og så har vi i markedsføringsstrategien haft succes med at skabe fokus på projektet i lokalområdet og i de lokale medier.
Ser det samme
Lærernes Pension står bag bebyggelsen, der indtil videre er det eneste lejeboligprojekt i Østamagers tidligere industrikvarter mellem Amager Strandvej og Krimsvej.
- Vi er selvfølgelig meget tilfredse med den store interesse for vores nye boligprojekt. Efterspørgslen beviser, at lejerne ser det samme som os: Amager Strandpark er velbeliggende lejligheder i god kvalitet til en rimelig husleje, siger Henrik Walther Mogensen, der er finansdirektør hos Lærernes Pension.
Størstedelen af lejlighederne har tre værelser, alle med altan eller terrasse. Huslejen ligger mellem 10-16.000 kroner om måneden, og lejerprofilen er bred.
- Her er lejere i alle aldre og livssituationer. Det skyldes, at området kan det hele. Vil du som ældre have ro og natur, bor du lige ud til vandet, og er du ung med lyst til bylivet, så bringer metroen fra Øresund Station dig til hjertet af Købehavn på syv minutter, siger Lasse Rüsz.
Lærernes Pension har investeret godt to mia. kroner i ejendomme. I 2018 er det målet, at seks procent af de samlede investeringer skal være i ejendomme. Det gennemsnitlige afkast på ejendomsinvesteringer ligger i niveauet seks-6,5 procent.