Entreprenør har vendt flere års underskud
Efter en række hårde år leverer Kjæhr & Trillingsgaard nu resultater. Vækst venter forude
I 2013 havde virksomheden et driftsresultatet på 1,1 mio. kroner samt et årsresultat efter skat på 757.145 kroner. Året før lå driftsresultatet på minus 58.691 kroner og årsresultatet på 70.890 kroner.
Da finanskrisen kom, var det minusser, der prægede årsregnskaberne.
I 2009 og 2010 havde Kjæhr & Trillingsgaard et negativt årsresultat på henholdsvis 2,1 mio. kroner og 3,6 mio. kroner, mens det i 2011 var lidt mindre, nemlig minus 742.000 kroner.
Underskuddet skyldes ifølge Christian Trillingsgaard, som i 2008 overtog direktørposten i den virksomhed, som hans oldefar startede op i 1906, en kombination af flere ting.
- I 2007/2008 beslutter vi os for, at vi skal være mere brede i forhold til de opgaver, vi tager ind. Tidligere var vi meget specialiseret i erhvervs- og industribyggeri, og vi ville gerne satse mere på offentligt byggeri. Da finanskrisen kommer, var vi ikke helt klar i forhold til satsningen på offentligt byggeri, og derfor blev vi hårdt ramt af, at erhvervsbyggeriet som følge af krisen pludselig stod helt stille. Derfor faldt omsætningen, forklarer han.
Flere offentlige opgaver
I de efterfølgende år lykkedes det Kjæhr & Trillingsgaard - blandt andet efter generationsskifte i projektledelsen - at få flere offentlige byggeopgaver i ordrebogen.
- I 2011 og 2012 var næsten 100 procent af vores opgaver offentlige, men nu har det udlignet sig lidt, så omkring 30-35 procent er erhvervsbyggeri, mens resten er offentligt byggeri, siger Christian Trillingsgaard.
Virksomhedens kerneområder er i dag domicilbyggeri, vedligeholdelse samt om- og tilbygning, trykkerier, bilhuse samt betonarbejde og montage af betonelementer.
Dobbelt størrelse
Forventningerne for 2014 er et årsresultat, der er fordoblet, og inden for en fem-årig periode håber virksomheden på, at være dobbelt så stor.
- Vi har et ønske om at vækste, og ved at satse mere på offentligt byggeri har vi flere strenge at spille på. Vi har en mere fit udformning end tidligere og har en større fleksibilitet i forhold til de typer opgaver, vi løser, siger Christian Trillingsgaard.
Væksten skal dog ikke ske ved opkøb af andre firmaer.
- Vi har ingen planer om at opkøbe andre virksomheder. Vi skal ikke vækste mere, end virksomheden kan holde til, siger Christian Trillingsgaard.
Han tilføjer, at Kjæhr & Trillingsgaard som led i vækstprocessen har ansat en medarbejder, der skal rydde op i arbejdsgange for at optimere og styrke virksomheden, så den er klar til vækst.
Virksomheden beskæftiger afhængig af sæson mellem 25 og 40 ansatte og anvender underentreprenører til opgaver, der ikke omfatter betonarbejde og betonelementmontage.