Pant for affald bør overvejes
En pantordning for byggevarer kan ifølge Concito være en motivitation til øget sortering og genanvendelse af byggeaffald
I sin nyligt offentliggjorte rapport om byggematerialers klimapåvirkning anbefaler Concito derfor, at man gennemfører et eftersyn af afgiftssystemet på affaldsområdet, så man sikrer, at det motiverer til genanvendelse i stedet for nedknusning. I samme forbindelse foreslår tænketanken, at det bør overvejes, om man med fordel kunne indføre pant på byggeaffald.
- Det er noget, vi er stødt på i dialog med medlemmerne, om pant kunne være noget, man skulle overveje. Det er selve overvejelsen, der er vores anbefaling. Det er noget, der skal analyseres til bunds, før man beslutter sig for at indføre det. Der er selvfølgelig et spørgsmål omkring, hvorvidt man kan lægge pant byggematerialer, der forhåbentlig skal stå der i rigtig mange år, siger chefkonsulent i Concito Michael Minter.
Netop spørgsmålet omkring den lange levetid får DI Byg til at tvivle på forslaget.
- Det er svært at indføre en pant, for hvad så med materialer, der har en levetid på 100 år. Hvem er det så, der skal håndhæve det og indkassere panten, spørger Marie Bruun Nielsen, konsulent i DI Byg.
Ifølge Concito halter det bagefter med at efterleve kravet om sortering af byggeaffald.
- Efter vores mening er det vigtigt at sikre, at affaldet bliver sorteret og genanvendt. Der er en udfordring med altid at få sorteret byggeaffaldet fra nedrivningsprojekter og lignende, siger Michael Minter og fortsætter:
- Der kan måske godt gøres en ekstra indsats for at sikre en efterlevelse og håndhævelse af de regler, der er på området. Det er faktisk et krav i affaldsbekendtgørelsen, at affaldet skal sorteres på byggepladsen. Kravet er der, men der er udfordringer med at efterleve det.
Samme opfattelse har Marie Bruun Nielsen ikke.
- Jeg har ikke indtryk af, at man går mod kravene. Der bliver sorteret, og vores virksomheder lever op til de krav, der er, siger hun.
Affald bliver knust
Af Concitos rapport fremgår det, at cirka 87 procent af bygge- og anlægsaffaldet bliver genanvendt.
- Vi har en meget høj genbrugsandel i Danmark statistisk set, men en meget stor del af det er nedknust byggeaffald, der eksempelvis bruges som underlag i vejprojekter eller fyldes i volde. Spørgsmålet er, om det er den optimale genanvendelse af byggematerialerne, når der også er et stort energiforbrug i produktionen af byggematerialerne, siger Michael Minter. Til det siger Marie Bruun Nielsen
- Man skal ikke se nedknusning som et onde, men man skal se på, hvor det giver mest værdi samfundsøkonomisk og miljøøkonomisk set. I nogle tilfælde vil det sikkert give mest værdi, at man knuser materialerne.