23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Dødsulykker får ID-kort tilbage på dagsordenen

Efter trepartssammenbruddet er ønsket om ID-kort i byggeriet tilbage på den politiske dagsorden
Med fire dødsulykker i byggeriet inden for få dage og tre udlændinge blandt i alt seks dødsofre på danske byggepladser i 2012, er ønsket om at få indført et ID-kort med obligatorisk sikkerhedsuddannelse atter sat på den politiske dagsorden.

- Det er dybt tragisk, at det skal koste menneskeliv at passe sit arbejde. Vi skal have fundet en ordning, så folk, der arbejder på danske byggepladser, har blot et minimum af sikkerhedsmæssige kvalifikationer, og vi mener fortsat, at et ID-kort kan være en måde at nå det mål på, siger formanden for Folketingets beskæftigelsesudvalg, Lennart Damsbo-Andersen (S) til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

SF’s arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen, er enig.

- Dødsulykkerne er et alvorligt budskab om, at bygningsarbejderne skal have nogle grundlæggende færdigheder med hensyn til arbejdsmiljø, og vi har tidligere foreslået, at alle bør have et to dages kursus i sikkerhed og arbejdsmiljø, inden de får lov til at arbejde på en byggeplads, og det mener vi sådan set stadig, siger han.

De to politikere vil i første omgang afvente, at et særligt social dumping-udvalg, som regeringen har nedsat, afgiver rapport. Det sker senest 1. oktober. Udvalget har til opgave blandt andet at afklare, hvilke muligheder EU-lovgivningen giver i forhold til at stramme kravene til udenlandske virksomheder og udenlandske medarbejdere. Det er i kommissoriet direkte nævnt, at udvalget skal afklare mulighederne for at indføre et obligatorisk ID-kort.

- Jeg kan ikke forestille mig, at det i forhold til EU-retten kan volde problemer, at vi stiller krav om ID-kort og et basal sikkerhedskursus for at udføre farligt arbejde. Dårligt arbejdsmiljø og manglende sikkerhedsforanstaltninger påfører de ordentlige virksomheder og medarbejdere en urimelig og unfair konkurrence, så vi skal anvende alle lovlige midler for at skaffe dels et bedre arbejdsmiljø, dels fair vilkår på arbejdsmarkedet, siger Lennart Damsbo-Andersen.

Irerne har et safe-pass

Heller ikke Eigil Andersen tror, at EU-retten er i vejen for indførelse af et ID-kort.

- Irland har haft et safe-pass i flere år, så det kan næppe være i strid med EU-reglerne, og mig bekendt er det et krav at have gennemgået et sikkerhedskursus for at få kortet og dermed adgang til byggepladser, og at irerne faktisk har gode erfaringer med deres safe-pass. Jeg vil ikke lægge mig fast på, om der er brug for en eller to dages sikkerhedskursus, men det er bydende nødvendigt med handling, siger han,

Eigil Andersen forestiller sig, at der kan komme initiativ om obligatorisk ID-kort i forbindelse med efterårets finanslovforhandlinger, når udvalget har offentliggjort, hvilke handlemuligheder Folketinget har.

På treparts-dagsorden

Indførelse af ID-kort var af fagbevægelsen sat på dagsordenen til de nu kuldsejlede trepartsdrøftelser.

- Det havde været en god idé at få forankret netop et sådant kort og dets indhold med krav om en grundlæggende sikkerhedsuddannelse i trepartsforummet, men den mulighed er desværre forpasset. Derfor er vi tilbage, hvor vi var inden, og så må vi håbe, at fagbevægelsen fortsat har politisk kapital til at overbevise regeringen om fornuften i forslaget, siger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet.

Dansk Byggeris arbejdsmiljøchef, Mette Møller Nielsen, gør klart, at det alene var fagbevægelsen, der ville diskutere ID-kort ved trepartsforhandlingerne.

- Vi har forladt tankegangen om et obligatorisk kort, siger hun.

- Derimod arbejder vi som bekendt sammen med 3F om at udvikle et kompetencekort - en slags elektronisk svendebrev, hvor også den enkelte medarbejders amu-kurser og anden efteruddannelse vil være at finde. Der er mulighed for, at den enkelte virksomhed kan bruge og udvikle kortet og lægge egne sikkerhedskurser på og eventuelt bruge det som elektronisk nøgle til maskiner og skure. Samtidig kigger vi på en gensidig anerkendelse af de sikkerhedskurser, som vel en håndfuld entreprenørvirksomheder har indført, siger Mette Møller Nielsen.

Gunde Odgaard er ærgerlig over, at Dansk Byggeri har forladt tanken om et obligatorisk kort.

- For få år siden var vi enige om behovet, og behovet for et obligatorisk sikkerhedskursus er ikke blevet mindre. Snarere tværtimod, mener han.
BREAKING
{{ article.headline }}
0.12