Miljøledelse åbner nye døre
Betonvareproducent er blevet miljøledelsescertificeret for blandt andet at komme ind på det norske marked. Certificering kan bane vej for flere byggevirksomheder
Standardiseringen er sket ud fra en ambitiøs miljøpolitik og et ønske om at matche konkurrencen til det norske marked. Det er Dancert A/S, som har certificeret virksomheden og direktør i Dancert, Gitte Susan Olsen, er glad for, at der igen er kommet fokus på ISO 14001.
- RC Beton A/S har med sin beslutning om at indføre system for miljøledelse påtaget sig en rolle som foregangsvirksomhed i betonvare- og betonelementindustrien i Danmark. ISO 14001 er ikke en ny certificering, men det er det første certifikat vi har udstedt til en betonvare og betonelementvirksomhed. Og vi er rigtig glade for at hjælpe virksomheden med at understøtte deres miljøpolitik, særligt i en branche, hvor miljøledelsessystemer endnu ikke har nogen væsentlig udbredelse, siger Gitte Susan Olsen.
Ikke tilfældigt
At RC Beton har valgt at få en ISO 14001-certificering er ikke en tilfældighed, for virksomhedens strategi inkluderer en førerposition på miljøområdet inden for branchen.
- Vi arbejder målrettet med vores miljøpolitik, blandt andet med at reducere miljøbelastninger ved vores aktiviteter, åben og konstruktiv dialog med offentligheden om relevante miljøforhold, interne audits som skal fremme det miljømæssige arbejde og med at minimere vores ressourceforbrug, fortæller RC Betons adm. direktør, Per Warming.
Åbner nye døre
Miljøstrategien og ønsket om en ISO 14001-certificering fik RC Beton A/S til at kontakte Dancert A/S, som også har udstedt virksomhedens produktcertifikater.
- Miljøledelsescertificeringen åbner nye døre for vores virksomhed, ikke mindst på det norske marked, hvor netop ISO 14001 er påkrævet for at komme i betragtning til flere opgaver, forklarer Per Warming.
For Gitte Susan Olsen er det ikke overraskende, at en producent som RC Beton A/S vælger at sætte fokus på de miljømæssige aspekter netop nu.
- En stor del af byggebranchen har fået øjnene op for bæredygtighed og miljø som konkurrenceparameter. Som virksomhed gælder det om at være på forkant med udviklingen og jeg tror det giver en virksomhed en fordel at gennemgå en ISO 14001. Det er ikke fordi der vil blive stillet direkte krav om at have et miljøledelsescertifikat, men når man gennemgår certificeringen gør virksomheden sig en række væsentlige tanker og overvejelser og kommer ind i tankesættet omkring bæredygtighed og miljø. Og jeg tror ikke vi kommer til at få mindre fokus på de aspekter i de kommende år, siger Gitte Susan Olsen.