Anlægsnyt
CYKELSTI FREDERIKSBERG: Frederiksberg Kommunalbestyrelse skal på sit møde 12. maj tage stilling til et beslutningsforslag fra rådmand Balder Mørk Andersen om inspektion af cykelstier og cykelbaner.
Det er SF, der foreslår, at Frederiksberg Kommune iværksætter en cyklende kortlægning af huller, lunker, kanter, lapper, farlige brønde og andre tilstandsproblemer på kommunens cykelstier og cykelbaner.
STØJSKÆRM KØBENHAVN: Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde den 12. maj tage stilling til indretning af Strandvænget på baggrund af ønske fra beboerne i gaden. Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at der gives dispensation fra lokalplan Nordhavnsvej for at imødekomme beboernes ønske om udformning af en støjskærm, der afviger fra den i lokalplanen beskrevne, og at Strandvænget indrettes med én østgående cykelsti og tilhørende stillegade som er ensrettet mod vest. Projektet forventes at kunne realiseres for fem mio. kroner.
REGION SYDDANMARK
SOLVARME TØNDER: Teknik- og Miljøudvalget i Tønder Kommune har vedtaget at sende en lokalplan, der giver Løgumkloster Fjernvarme mulighed for at opføre 14.000 kvm solvarmeanlæg, i høring. Løgumkloster Fjernvarme ønsker at etablere et solvarmeanlæg på østsiden af Dravedvej.
Projektet er blevet etapeopdelt, således at der nu planlægges for første etape. Etapen omfatter opstilling af cirka 25.000 kvm solpaneler. Den resterende del af projektområdet vil blive planlagt senere.
Der er udarbejdet en screening, som har konkluderet, at der skal udarbejdes en miljørapport. Solvarmeanlægget er endvidere omfattet af VVM-bekendtgørelsen, så der er udarbejdet en fælles VVM-redegørelse og miljørapport. Det vurderes, at der skal etableres et beplantningsbælte omkring solenergianlægget, for at mindske eventuelle refleksionsgener overfor naboerne og trafikanter, samt at der skal ske overvågning af anlægget i forhold til eventuel udslip af frostvæske, da planområdet ligger i et indvindingsopland til vandværk.