23948sdkhjf

Flere krav til trafiksikkerhed i hovedstaden

Trafiksikkerhed er på dagsordenen i Københavns Kommune, der derfor vil stille endnu flere krav til sine samarbejdspartnere.
Fremover vil virksomheder, der ønsker at udføre arbejde for Københavns Kommune møde endnu flere krav om trafiksikkerhed.

Det bedyrede byens Teknik- og Miljøborgmester, Morten Kabell (EL), da han i går talte på Trafiksikkerhedsmessen, der i år blev holdt i København.

- Fremover kommer vi i Københavns Kommune til at stille endnu flere krav til vores samarbejdspartnere. Vi kommer til at gøre trafiksikkerheden til et endnu større kriterium, når vi køber ind eller laver udbud. Men vi skal nok være gennemsigtige og tydelige omkring, hvad vi vil, sagde borgmesteren og understregede, at trafiksikkerhed længe har været på dagsordenen på Rådhuset.

- Vi har i kommunen lavet en trafiksikkerhedsplan. Et af temaerne i planen er, at vi stiller krav om trafiksikkerhed, når vi som kommune går i byen for at købe transportydelser. Vi skal samarbejde med alle aktører om trafiksikkerhed, og det gør vi blandt ved at stille krav i vores udbud. Et krav kan for eksempel være lavere førerhuse i køretøjer, så chaufføren bedre kan se den trafik, han færdes i, sagde Teknik- og Miljøborgmesteren.

1000 flere hver måned

Med 1000 nye københavnere hver måned og 100.000 flere frem mod 2025, er der ifølge Morten Kabell masser af grunde til at skabe bedre sikkerhedstrafikale rammer i hovedstaden.

- Anlægsprojekter er et af de områder, vi vil have særligt fokus på i København. Går man en tur i byen, vil man opleve, at det er en by, der er gravet godt og grundigt op. Nogen vil sågar mene, at København ikke har byggepladser, men er en byggeplads. Der graves rundt omkring i byen, og det er i virkeligheden også noget af det, jeg er stolt af. For når der graves meget, når der bygges meget, når der anlægges meget, så skaber man samtidig arbejdspladser og liv i byen. Men det gør det sværere at komme rundt, fremførte han og fortsatte:

- Det er vigtigt for mig, at man kan komme nemt og hurtigt rundt i byen. Derfor stiller vi krav til de afspærringer, som entreprenørerne laver, så vejarbejderne ikke bliver til fare i trafikken. Derfor skal man som entreprenør også tænke kommunikation til trafikanterne ind i sit arbejde. Det kan være bedre skilte, så man kan se, hvordan man skal færdes, eller bedre information om, hvordan man så kommer rundt, når der graves på bestemte strækninger. Det er en fælles opgave for kommunen og entreprenørerne, der arbejder i byen, sagde han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141