Priser skaber usund konkurrence
Der er for stor forskel på, hvad en byggeskadeforsikring koster, og det skaber en konkurrenceforvridning, mener Dansk Folkeparti
Men der er stor forskel på, hvad den lovpligtige forsikring koster. Så stor forskel, at det går hen og bliver konkurrenceforvridende.
Det mener Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby, der nu har bedt erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) svare på, om ministeren mener, at forsikringen udgør et konkurrenceparameter.
- Prisen på byggeskadeforsikringen afhænger af, hvor mange helårsboliger et firma opfører. På den måde betaler de store byggefirmaer, der bygger flere hundrede helårsboliger om året, væsentligt mindre i forsikring per bolig end de mindre firmaer, der måske ikke bygger mere end en håndfuld helårsboliger om året. Hvad jeg er oplyst, så svinger prisen mellem 5.000 kroner og 100.000 kroner for en forsikring, og det skaber en usund konkurrence, siger Hans Kristian Skibby.
DF-ordføreren anerkender, at store virksomheder kan have nogle stordriftsfordele, men mener, at så store forskelle er urimelige.
- Da man lavede loven, var det velvidende, at forsikringerne ville blive dyre. Men et så stort spænd var ikke hensigten. Vi vil ikke forbyde konkurrence, men det her kan få den konsekvens, at kun meget få byggevirksomheder kan bygge parcelhuse. Derfor kunne man spekulere i en løsningsmodel, hvor forsikringspræmien følger det antal kvadratmeter, som man bygger. På den måde undgår man en konkurrencesituation, der er gunstig for de store og ugunstig for de små og mellemstore virksomheder, siger Hans Kristian Skibby.
Byggeskade
Loven om obligatorisk byggeskadeforsikring, der løber i 10 år, blev indført efter en række sager, hvor forbrugere ikke kunne få dækket eller udbedret en skimmelsvampskade, der var opstået i forbindelse med opførelsen af nybyggeri.
Formålet med ordningen er således at styrke forbrugerens retsstilling ved at give adgang til en mere enkel proces og erstatning fra forsikringsselskabet, hvis der konstateres en alvorlig byggeskade på en nyopført ejendom.
Gråspurve med kanoner
Formand for Dansk Håndværk, Niels Techen, mener at man med indførelsen af den lovpligtige byggeskadeforsikring skyder gråspurve med kanoner.
- Forbrugerretten er her blevet for vidtgående. Og man kan spørge sig selv, om der overhovedet er brug for de her forsikringer. Det er et fordyrende element, der straffer hele branchen. Vi taler meget om, at det er for dyrt at bygge i Danmark. Det her fremmer ikke, at kundens pris for at få bygget et parcelhus bliver billigere. Jeg så helst, at man afskaffede byggeskadeforsikringen igen, siger han.
Dansk Håndværk får ofte henvendelser fra medlemmer, der ikke kan forstå, at deres byggeskadeforsikring skal være så dyr.
- De små og mellemstore virksomheder oplever, at de løber ind i et konkurrenceforvridende element. Der er kun tre forsikringsselskaber, der tilbyder de her forsikringer, og for mig at se, må det være en god forretning for dem. Det er derfor fint, at problemet nu bliver taget op politisk, siger Niels Techen.
To kriterier
Hos Topdanmark, der er et af de forsikringsselskaber, der tilbyder byggeskadeforsinger, oplyser man, at forsikringspræmien beregnes efter to kriterier.
Det ene er entreprisesummen, og det andet er en kreditvurdering af entreprenøren, som bliver købt eksternt.
Selskabet oplyser desuden, at det derfor godt kan forekomme, at et stort entreprenørfirma med lav kreditvurdering kan få en højere pris på en byggeskadeforsikring, end et lille firma med høj kreditvurdering.