23948sdkhjf

Byggegrunde skal være billigere

Kommunerne bør have mulighed for at sælge byggegrunde til under markedspris, hvis der skal bygges almene boliger. Det mener SF, der nu er klar med et beslutningsforslag. Det kan betyde nye hjem til 40.000 københavnere, mener overborgmester Frank Jensen (S)
Høje markedspriser på byggegrunde betyder høje huslejepriser. Og det ødelægger muligheden for at have blandede boligområder, hvor borgere med høje og lave indtægter bor dør om dør.

Derfor har SF udarbejdet et beslutningsforslag, der skal give kommunerne mulighed for at sælge byggegrunde til under markedspris i de tilfælde, hvor grunden skal anvendes til byggeri af almene boliger.

På den måde kan huslejen formindskes i forhold til salg af byggegrunden til markedsværdi.

- I dag er der et lovforbud mod at kommunerne sælger byggegrunde til under markedspris. Det mener vi, skal ændres. Men kun sålænge grunden bruges til almene boliger - det skal gavne fællesskabet og ikke privatpersoner. Det vil have stor værdi for bykvartererne, at mennesker med forskellige baggrunde bor tæt på hinanden. Det er den bedste måde at undgå polarisering på, siger Eigil Andersen, der er by- og boligordfører for SF.

Partiet har endnu ikke forhørt sig hos Folketingets øvrige partier med har hørt positive meldinger fra Socialdemokraterne, og håber derfor, at de vil kunne samle flertal.

Byen 2025

SF’s forslag om, at kommunerne skal sælge byggegrunde til under markedspris, kommer i forlængelse af en rapport fra By-, Bolig- og Landdistriksministeriet, der kom i slutningen af sidste måned.

Rapporten viste blandt andet, at Danmarks fire største byer bliver mere og mere opdelt. I marts sidste år nedsatte by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) tænketanken ‘Byen 2025’, der knap et år efter kom med 13 konkrete forslag. Blandt dem var et forslag om at tillade, “at kommunerne kan sælge jord under markedspris".

Boliger til 40.000

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), har længe efterlyst tiltag, der kan være med til at gøre byen mindre delt op i rige og fattige områder.

Han er derfor glad for SFs beslutningsforlag.

- Det er et godt forslag, SF har stillet, og jeg håber, at der vil være opbakning til det. Regeringens egen tænketanketank for byer i social balance foreslår jo netop, at det skal være muligt at sælge grunde under markedspris, så vi får nye blandede boligområder, hvor der ikke kun er plads til eliten. Derfor vil jeg opfordre regeringen til at lave en samlet pakke, hvor man både inddrager SFs forslag og ændrer i planloven med udgangspunkt i forslagene fra deres egen tænketank, så vi ikke får en opsplitning af byerne i kvarterer for de fattige og kvarterer for de rige, siger han.

For Frank Jensen vil muligheden for at sælge københavnske byggegrunde billigere betyde, at de almene selskaber kan bygge boliger i Nordhavn.

- Vi vil for eksempel gerne have bygget boliger til 40.000 københavnere i Nordhavn, men byggegrundene bliver ofte alt for dyre for de almene selskaber, så vi ender med en bydel for eliten. Når vi ikke kan blande de nye bydele, så bliver det er svært at finde egnede grunde andre steder end i de områder, hvor der i forvejen er stor koncentration af almene boliger, siger overborgmesteren.

Ønsket om at lade kommunerne sælge jord under markedspris, har længe optaget politikerne på Christiansborg.

Således blev der allerede i februar 2008 stillet et beslutningsforslag om, at give kommunerne ret til at sælge kommunale grunde til under markedspris til opførelse af almene boliger. Men dengang blev beslutningsforslaget ikke til noget.

Det er kommunernes generelle forpligtelse til at handle økonomisk forsvarligt i alle dispositioner, der i dag står i vejen for at sælge jord til nedsat pris.

Dette indebærer nemlig ifølge et svar fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) til Folketingets Kommunaludvalg, at kommunerne “normalt ikke uden lovhjemmel må yde tilskud til enkeltpersoner eller enkelte virksomheder" - heller ikke i form af “billige" byggegrunde.

I svaret slår ministeren fast, at i forbindelse med salg af kommunal fast ejendom, herunder byggegrunde, betyder det, at kommunen skal sælge ejendommen til den højeste pris, der kan opnås i handel og vandel – altså markedsprisen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109