23948sdkhjf

Portugisere skal lave metrostationer

Den portugisiske entreprenør CNBT er tildelt opgaven med støbning af to metrostationer
Endnu et portugisisk byggefirma skal være med til at anlægge den københavnske metro.

Metroprojektets hovedentreprenør, det italienske konsortium Copenhagen Metro Team (CMT), har netop skrevet kontrakt med den portugisiske entreprenør CNBT til at udføre støbearbejdet på stationerne ved Vibenhus Runddel og Skjold Plads.

Kommunikationsdirektør Jens Munch fra CMT oplyser til Licitationen, at det portugisiske firma er valgt ud fra en samlet økonomisk og teknisk bedømmelse.

Det er ikke første gang, CMT hyrer et portugisisk firma til at udføre betonarbejde på stationerne. I december valgte Metroselskabet og CMT i fællesskab at opsige samarbejdet med Cinterex, da virksomheden efter to gange at have accepteret en kæmpebod for manglende overholdelse af overenskomsten ikke kunne dokumentere, at de havde forholdene i orden.

Cinterex Danmark er siden gået konkurs. Den faglige sag mod firmaet fortsætter.

16 af 21 kontrakter

Jens Munch oplyser, at der med de to nye kontrakter nu er indgået kontrakter på 16 af de i alt 21 stations- og arbejdsskakte.

På Nørrebros Runddel, Nørrebroparken, Nuuks Plads, Frederiksberg Station, Tømmergraven og Aksel Møllers Have samt de to nye på Vibenhus Runddel og Skjold Plads er der tale om kontrakt på hele skakten, mens der er tale om delvise kontrakter på støbearbejdet på Sønder Boulevard, Hovedbanegården, Kongens Nytorv, Trianglen, Øster Søgade, Marmorkirken, Enghave Plads og Frederiksberg Alle. Alle kontrakter er gået til udenlandske entreprenører fra Portugal, Italien og Irland.

Der resterer kontrakter på betonarbejdet på fem stationsarbejdspladser.

Jens Munch oplyser, at det ikke kan udelukkes, at CMT vil udføre en del af arbejdet på de resterende arbejdspladser i egenproduktion.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095