Mange håb er knyttet til nyt psykiatrihus
Seks totalrådgiverteams er udvalgt på baggrund af 24 bud fra ind- og udland til at deltage i konkurrencen om ca. 26.900 kvm nybyggeri til fremtidens psykiatri på Bispebjerg. I går var der orienterings-møde for rådgiverne
Ny Psykiatri Bispebjerg er en vigtig brik i at kunne tilbyde differentierede og veltilrettelagte behandlingstilbud med patienten i centrum, lyder det fra planlæggerne.
I går var en lang række repræsentanter for de seks rådgiverteams til orienteringsmøde og rundvisning på Bispebjerg.
Et af de nye tiltag bliver de kommende psykiatriske gårdhaver der bliver en af de meget synlige forskelle i forhold til psykiatrien i dag, hvor patienterne opholder sig bag høje trådhegn, når de skal have frisk luft. I fremtiden bliver det bygningskroppen, der i sig selv udgør afgrænsningen.
Et kæmpe byggeri
- Det er et storstilet projekt, vi nu skyder i gang. Ny Psykiatri Bispebjerg er et kæmpe byggeri, der skal sikre de bedst tænkelige rammer til psykiatriens godt 850 medarbejdere og cirka 90.000 årlige besøg, siger senior projektleder for Ny Psykiatri Bispebjerg, Gert Bonde Harup.
Han tilføjer, at byggeriet indebærer nye bygninger og faciliteter til voksenpsykiatrien i Psykiatrisk Center København, der i øjeblikket har funktioner placeret på flere adresser i København.
Med det kommende projekt samles disse funktioner under ét tag, hvilket er med til at understøtte arbejdet hen mod mere sammenhængende patientforløb.
- Arkitekturen og indretningen skal understøtte mere effektive arbejdsgange, så psykiatrien på Bispebjerg kan tilbyde et sammenhængende patientforløb i høj kvalitet og være en attraktiv arbejdsplads. Byggeriet skal samtidig sikre, at alle, der ankommer til psykiatrien, føler sig ventet og velkommen, hvad enten man er patient, pårørende, medarbejder, besøgende eller studerende, siger Martin Lund, direktør i Region Hovedstadens Psykiatri, til bispebjerghospital.dk
Optimale rammer
Visionerne for det kommende byggeri er ligeledes at sikre optimale rammer for forskning og uddannelse, vidensdeling og anvendelse af moderne teknologi i behandlingsforløbene.
Både hospital og psykiatri kører på fuld kapacitet, mens der bygges omkring dem. Visse funktioner flytter dog midlertidigt.