Byggenyt
SORØ: En enkelt klage fra en nabo kan bremse ombygningen af Holberg Arkaden i Sorø, som skal føre til, at et nyt supermarked flytter ind, skriver Sjællandske.
Det slår fagcenter Teknik, Miljø og Drift fast i et oplæg til politkerne i teknik- og miljøudvalget.
Ombygningen kræver nemlig, at der bygges i et område, som i lokalplanen er udlagt til parkeringspladser og stier.
Lokalplanen for Holdberg Arkaden er i øjeblikket genåbnet, og i princippet kan politikerne lave den op, så den passer til de nye ønsker fra supermarkedet, men det er der ikke tid til at vente på.
Den nye tilbygning kommer til at ligge i sammenhæng med de lokaler, som tidligere husede Max Bank. I overetagen kommer en ny lejlighed og lejlighedernes nuværende tagterrasse bliver udvidet og der bliver bygget en elevator.
For enden af tilbygningens gavl får supermarkedet en åben gård til varelevering.
Det er endnu uvist, hvilken supermarkedskæde der flytter ind i Holberg Arkaden.
VIBY SJ.: Før sommerferien købte Ramsø Ældreboligselskab den tomme bygning på Parkvej 12, som tidligere har været daginstitution. Planen er, at bygningen skal omdannes til ældreboliger, skriver Dagbladet Roskilde. Det er planen, at bygningen på godt 4.000 kvm skal renoveres og laves om til ældreboliger.
Renoveringen sker i samarbejde med Domea, som er administrator for Ramsø Ældreboligselskabe.
REGION MIDTJYLLAND
RESENBRO: Resenbro Skole vil have fart på processen med at modernisere og udvide skolen. Børne- og Ungeudvalget har netop godkendt, at byggeriet til 16 mio. kroner kommer til at gå anderledes end normalt, skriver Midtjyllands Avis.
Normalt bliver der nedsat et idé- og programudvalg, der skal beskrive, hvodan byggeriet skal gennemføres. Men allerede før sommerferien indledte man de indledende møder. Hen over sommeren har Årstiderne Arkitekter udarbejdet en overordnet tids- og procesplan, og til september vil skitserne for byggeriet være klar.
Baggrunden for byggeplanerne på Resenbro Skole er dels at få løst gamle stormskader på skolen, men også at få moderniseret rammerne. Bygningerne er således nedslidte og mangler faglokaler og lærerarbejdspladser.
REGION NORDJYLLAND
SNEDSTED: FDFerne i Snedsted er kommet et godt stykke tættere på at virkeliggøre et gammelt ønske om et nyt kredshus, skriver Nordjyske Stiftstidende. Det er de, fordi Den A.P. Møllerske Støttefond har doneret 1,4 mio. kroner til projektet.
En lokal tømrermester Henrik Ringkjær Nielsen har lavet et skitseprojekt til det nye kredshus, som skal være 220 kvm stort.
Der bliver tale om et bueformet træhus, der skal ligge på den ene side af en cirkelrund plads, overdækket af en stor teltkonstruktion med form som en tippie.
Man regner med en samlet udgift på 2,6 mio. kroner inklusive frivilligt arbejde for et par hundrede tusinde kroner. FDFerne regner med selv at kunne lægge 600.000 kroner, mens man håber at kunne skaffe andre 600.000 kroner fra fonde.